Det er imponerende, hvad Sune Wagner og Sharin Foo har fået fra hånden det seneste års tid.

I april sidste år udsendte de det stærke og solidt sortrandede album ’Raven In The Grave’ der tidligere i år blev fulgt op af ep’en ’Into The Night’. Og nu er duoen klar med sin sjette fuldlængde, som har fået titlen ’Observator’. Og de holder niveauet på glimrende vis.

Nye dogmer
Albummet glider smukt og selvsikkert fra land med den helt afsindigt veldrejede ’Young and Cold’, der på en blød bund af slumrende distortet guitar vugger af sted med akustisk guitar og Sharin Foo og Sune Wagner på hjerteskærende effektiv tostemmig sang. Der er ingen bas, ingen trommer. Det er så enkelt, og det er så godt.

Hvor duoen på deres seneste album tog et hovedspring ud i synthesizerens lyksaligheder, byder ’Observator’ på noget så overraskende, i hvert fald i The Raveonettes-regi, som lyden af klaver, der drypvis stikker næsen frem på enkelte numre.

LÆS OGSÅRockduo hylder det første album

Det er med til at fremmane ideen om, at den generelt dogmefascinerede Sune Wagner har opstillet nye benspænd for sig selv, der denne gang byder ham at skrue ned for effekterne.

Bevares. Det er stadig en rockplade med masser af støvet fuzz på guitaren, og vokalerne er stadig svøbt i arsenaler af rumklang. Men hvor dogmerne i bandets begyndelse handlede om, at man kun skrev sange i dén og dén toneart, virker formlerne friere nu, og det klæder The Raveonettes at løsne lidt op.

Rammer plet
Rigtig godt bliver det på ’The Enemy’ og især den sødmefulde single ’She Owns The Streets’, der begge har en klokkeklar og ringlende, nærmest The Byrds-klingende guitarlyd, der åbner op for en helt ny måde for The Raveonettes at lyde på.

Det gør den trommemaskinebårne ballade ’Curse The Night’ ikke, men den rammer til gengæld plet med sin sørgmodige melodi og mere tostemmig fløjlsfortryllelse.

LÆS OGSÅRaveonettes får djævlen til at danse i detaljen

Modsat lyder den bagatelagtige ’Downtown’ som en af de sange, Wagner ville kunne skrive tyve af om dagen, hvis han gad. Men de numre er heldigvis i klart undertal.

Tilbage står man som lytter med et indtryk af The Raveonettes der mere og mere ligner et band, der har parkeret de store drømme om et verdensomspændende gennembrud et sted i sindets krybekælder og i stedet valgt at lade de gode sange løbe med opmærksomheden. Og tak for det.