Egentlig burde der stå 'tragi-disco' med store røde versaler i ovenstående emnefelt.

For nok laver Pet Shop Boys popmusik. Men der er noget endnu finere over betegnelsen tragi-disco, som forsanger Neil Tennant før har brugt som reference til at betegne duoens musik.

Det melankolske og det opløftende
Og det er en udmærket beskrivelse af den særlige Pet Shop Boyske blanding af det melankolske og det opløftende, der prægede duoens største hits som 'West End Girls' og 'Always On My Mind'.

LÆS ANMELDELSE Pet Shop Boys spiller et alt for konservativt kort

Selvsamme tragi-disco bider igen fra sig på førstesinglen til duoens 11. studiealbum 'Elysium', den bittersøde 'Winner', hvis tekst i en hjemmegjort dansk oversættelse lyder: »Du er en vinder/ Jeg er en vinder/ Det hele går så hurtigt/ Du er en vinder/ Jeg er en vinder/ Lad os nyde det, så længe det varer«. Simpelt, åh ja. Men ikke uden brod.

Humoristisk spydspids
Pet Shop Boys er imidlertid bedst, når benævnte brod har en bare lidt mere humoristisk spydspids. Som på den veloplagte, om end lidt barnligt forurettede 'Ego Music' - en lussing til yngre popstars og deres selvcentrerede verdenssyn.

Eller den bittersøde og mere selvironiske 'Your Early Stuff'.

Det er et af albummets mere afdæmpede, men samtidig også mest vellykkede numre, der efter sigende er skrevet på basis af en række udsagn fra Londons taxachauffører, der har kørt Neil Tennant, som ikke har sin egen bil, rundt i den britiske hovedstad - og som tydeligvis har et arsenal af rimelig skarptskårne holdninger til Pet Shop Boys' musikalske output, der et sted beskrives som 'dårligt på den gode måde'.

Ulasteligt velsyngende
Den mand må have oplevet nogle akavede taxature. »Those old videos look pretty funny/ What's in it for you now, need the money?«, lyder det lakonisk fra Tennant, der stadig fremstår ulasteligt velsyngende, imens keyboardspiller Chris Lowe skaber et stemningsfyldt lydlandskab af sfæriske synthesizere.

Det er veloplagt!

Kører i tomgang
Men Pet Shop Boys har samtidig også så godt styr på deres egen lyd, at de desværre indimellem lyder, som om de om ikke ligefrem keder sig en smule, så i hvert fald kører i tomgang på nogle numre.

Der er således ikke meget at skrive hjem om på sange som 'Memory of the Future', 'Everything Means Something' og 'Give It A Go', der lyder som en dyrehandel fuld af fyld med uinspirerede tekster og upersonlig produktion.

LÆS OGSÅ Tiden løb fra Pet Shop Boys

Modsat de glimrende mere morsomme sange om verdensfjerne unge popstjernekolleger og fortidsforelskede taxachauffører er der ganske enkelt ikke rigtig noget på spil på disse numre, der kommer til at lyde forstillede og ligegyldige.

Mangler magi
Det er desuden generelt bemærkelsesværdigt, hvor lidt det ellers højt agtede unge popproducerstjerneskud Andrew Dawson har gjort for Pet Shop Boys' lyd.

Valget faldt angiveligt på Dawson, fordi de to englændere var meget begejstrede for producerens arbejde på rapperen Kanye Wests ambitiøse og smukke synthesizeralbum '808s & Heartbreak'.

Men Dawson formår ikke at løfte den samme magi over i 'Elysium', der derfor kommer til at virke som en lidt pauver variant af efterlivet.