Jeg ved ikke, hvornår det præcis skete.

Jeg ved heller ikke, om der er nogen andre, der har skænket det en tanke. Men fakta er, at der i 1998 på albummet 'Tameless' igen dukkede et lille 'The' op foran bandnavnet i Savage Rose - præcis som der var på debutalbummet 1968 og indtil 'Dødens triumf' fra 1972.

LÆS OGSÅAnnisette holder faklen højt

I dag er den lille bestemte artikel der stadig på det første album i fem år fra Savage Rose, undskyld, The Savage Rose. Og det giver mening. For der er vitterlig kun dén vilde rose i dansk rock.

Og den blomstrer smukt på et album, der tilmed har fået den meget Savage Rose'ske titel 'Love and Freedom'.

Kærlighedskanalen
De ni sange er - med undtagelse af en genoplivning af Thomas Koppels 'The Messenger' - skrevet af Annisette med assistance fra døtrene Naja og Billie Koppel og sidstnævntes mand, Frank Hasselstrøm, og de markerer en tilbagevenden til den varme, organiske syrerock.

Der er masser af orgel på alle numre, masser af blæsere, knæhøje korharmonier og - selvfølgelig - mest af alt masser af Annisette, der velfortjent løber med sin lytters opmærksomhed, som kun en hippiediva af en anden verden kan gøre det.

Ingen kan kanalisere kærligheden på samme måde som Annisette, så enkelt er det.

Uanset om hun groover sig igennem den syrebluesrockende 'Freedom to Love' eller crooner smukt på den hjerteskærende ballade 'No More Love To Give'. Selv primalskriget på 'The Messenger' fremstår pragtfuldt, overnaturligt, magisk og blåt som Alex Garffs septemberhimmel.

Det er stort og råt, og det gør så godt.

Karismatisk vokal
Sensommeren igennem har den dansk-sydafrikanske Barbara Moleko kunnet opleves dels på DJ Statics maratonalbum 'Rolig under pres' og L.O.C.s seneste single 'Helt min egen'.

På begge sange har den 25-årige sangerinde trakteret på fornemmeste vis med sin smukt støvede og karismatiske vokal - og samtidig hævet forventningsniveauet til sit første udspil i eget navn, der er på gaden i dag med titlen 'Lykken er ...'.

Barbara Moleko

Titel: Lykken er...

Pladeselskab: disco:wax/Sony Music.

Info: 48 minutter. Udkommer i dag.

Resultatet er et soulalbum, der er produceret som en popplade. Hyggesoulet, om man vil. Der er godt med veloplagte blæsere, strygerarrangementer, håndklap og bløde rhodestangenter og kække trommer.

Men det er, som om hele lydbilledet - og selv Molekos fineste våben, den karakteristisk røgede stemme - lyder som om, det har fået med neglefilen, så man som lytter ikke kradser sig for slemt. Og det er en skam.

Det er heller ikke i teksterne, Moleko for alvor træder i karakter.

Flere af sangene handler om at luske rundt om den varme grød - eller mand for nu at sige det rent ud - på numre som den åbnende 'Det kribler' eller 'Gå en tur', hvor det blåøjede forelskelsesmotiv bliver lovlig ferskt med linjer som »Det kribler i min mave/ For det' dig jeg ka' li'/ Vil du ikk' nok stoppe op, komme indenfor og have noget te?«.

Stemmen forpligter
Moleko er bedre, når hun slår ud med armene i stedet for klappe sin lytter på hovedet. Den stemme forpligter! Og der er da også mere at komme efter på den helt klassisk skårne selvtillidssoulballade 'Rejser mig op', hvor Moleko meget passende skifter mere selvsikkert imellem de mange muligheder i sit eget register.

Hvilket hun også på klædelig vis leger med på uptemposange som 'Misfornøjet' og 'Dum for dig'.

LÆS OGSÅPopfugl synger om steder, hvor solen altid skinner

Med sine 15 sange kunne albummet også med fordel være skåret bedre til, så man sad tilbage med en klarere idé om, hvad det helt præcis er for en slags sangerinde, Barbara Moleko er. Det er ikke, fordi Moleko skal måles på Annisette-skalaen, for det er ikke fair.

Men med sådan en stemme havde jeg håbet på mere.