Medmindre du har tilbragt sommeren under en rigtig stor sten, har du helt sikkert hørt den.

Måske har du endda danset til den med den ene hånd fantasiforladt formet som et imaginært telefonrør.

Jeg har gjort det, og jeg vil gøre det igen. For når canadiske Carly Rae Jepsens ’Call Me Maybe’ først har sat sig fast, er der ingen vej tilbage. Og hen over sommeren har sangen væltet verden omkuld med sin nærmest provokerende catchy melodi.

Den har overbefolket dansegulve, fået bredbånd til at blinke af stress og sat sig fast i mere hjernebark, end godt er, vil nogen mene.

En kilden i maven
Nu er Jepsen klar med sit andet album, der er hendes internationale debutalbum. Og selv om fans af ’Call Me Maybe’ skal kigge langt efter en arvtager til gennembrudshittet, kan mindre gøre det.

Sådan et hit kommer der – heldigvis, kan man mene – kun et af hver sommer. Men flere af Jepsens andre sange er skåret over nogenlunde samme læst, og det er albummets styrke. Tempoet er højt på popperler som ’Tiny Little Bows’ og ’Curiosity’, men det bliver aldrig hysterisk.

’Kiss’ er ingen ny ’Ray of Light’. Ingen stor, moden popplade. Det er der ingen af dagens tre plader, der kan bryste sig af.

Men hvorfor skulle Carly Rae Jepsen også det? Den 26-årige sangerinde spiller fint på sin ungdom og bruger på ganske vellykket vis, hvad der lyder som egne forelskelser og skuffelser i samtlige sange, som hun i øvrigt selv er krediteret som medforfatter på.

Carly Rae Jepsen: Kiss

Interscope Records/Universal.

45 minutter.

LÆS OGSÅMadonnas nye er mere MadonNÅ end Madonna

Og det er ganske enkelt godt håndværk, selv om det overordnede udtryk godt kan blive lige vel ferskt indimellem. For når Jepsen synger om en behagelig smerte på ’Hurt So Good’, er det ikke nogen ’Fifty Shades’-smerte, hun refererer til. Snarere bare en forelsket kilden i maven.

Men det er samtidig en uskyld, der klæder Jepsens krystalklare stemme og letbenede popmusik. Hun er ingen femme fatale, der er ude på at snuppe nogens kæreste – ikke indtil videre, i hvert fald – som hun synger om på det pigesolidariske afslutningsnummer, ’I Know You Have a Girlfriend’.

Det er pæn og velopdragen pop langt fra mere spraglede og vilde popstjerner som Rihanna og Lady Gaga. Men det er ikke uden pondus at have i baghovedet, at Jepsen, der for nogle år siden blev nummer 3 i tv-programmet ’Canadian Idol’, har formået at komme ud på den anden side med et udtryk, der er ungdommeligt, friskt og nogenlunde egenartet.

Pop i technicolor
Derfor er det lidt sjovt, at den nærmeste reference, jeg kan komme på til at beskrive Carlys vokal, er Stine Bramsen fra danske Alphabeat, som også er albumaktuelle i denne uge med ’Express Non-Stop’.

En mægtig velvalgt titel, eftersom tempoet banker derudad i sekstettens sødmefulde popmusik, hvilket slås an fra start med det effektive åbningsnummer ’The Beat Don’t Stop’.

Albummet er Alphabeats tredje studiealbum, og det fortsætter, hvor forgængeren ’The Spell’ slap, med dansevenlig pop i technicolor, hvilket singleforløberen ’Vacation’ også har kørt en fuldfed neongul overstregningstusch hen over.

Alphabeat: Express Non-Stop

Copenhagen Records.

36 minutter.

LÆS OGSÅTivoli-show præsenterer danske og udenlandske stjerner

Det betyder også, at Alphabeat har bevæget sig endog endnu længere væk fra udgangspunktet, hvor Bramsen og hendes medvokalist, Anders SG, engang skiftedes til at synge i nogle ofte ret charmerende duetformationer.

Anders SG er stadig krediteret som forsanger, men fakta er, at Bramsen med enkelte undtagelser synger det hele. Og selv om hun har en klar og selvsikker popvokal, er det alligevel lidt, som om Alphabeat har mistet noget af deres særkende.

Det samme gør sig gældende i produktionen, der er stadig mere glat og strømlinet. Sange som ’Younger than Yesterday’ og ’Mad about You’ er dog beviser på, at Alphabeat-duetten ikke er forsvundet helt, men stadig lever og har det godt, men den mere professionelle lyd klæder ikke danskerne betingelsesløst.

En vred teenager
Modsat alphabeat har sangerinden Alecia Beth Moore, der er bedre kendt under sit kunstnernavn Pink, lavet et album, der er vældig alsidigt.

Den 33-årige amerikaner kommer i hvert fald vidt omkring inden for sin egen om end ret lille popniche, der velvilligt låner nogle af de blødere elementer i guitarbåren rock. Det klæder Pinks rå og ofte ret rockede vokal, ligesom det har givet hende nogle af sine største hits som ’Get This Party Started’ og ’So What’. Og det er effektivt.

Pink: The Truth about Love

RCA/Sony Music.

51 minutter.

Men ikke når det bliver brugt som ekstraudstyr, glasur om man vil, på en lagkage, der allerede er ved at tumle bagover af sukkerchok, som det føles på den pompøse åbner ’Are We All We Are’, der lyder som stadionrock produceret af dj og danceproducer David Guetta og den hysteriske ’Slut Like You’.

Det er, som om Pink ikke rigtig kan løsrive sig fra den vrede teenager, hun i starttyverne kanaliserede ud på sine første album med sange om forældreskænderier og dårligt selvværd.

I dag er det bare eksmanden, hun langer ud efter. Som på den ellers ganske medrivende førstesingle, ’Blow Me (One Last Kiss)’. Det overordnede udtryk bliver bare så pokkers skingert – ikke ulig Pink selv, når hun skriger på sine pressebilleder.

Men hun har altså også noget, der skal kompenseres for.