Grizzlybjørnen er ikke et dyr, man skal spøge med.

Men i beatregi er kvartetten Grizzly Bear fra Brooklyn mere medgørlige end nogensinde på deres fjerde album ’Shields’. Et mere udadvendt og tilgængeligt album end sin forgænger, den vakre ’Veckatimest’, der for tre år siden tumlede et væld af nye lyttere verden over blidt omkuld.

LÆS ANMELDELSEHer er forårets smukkeste album

For Grizzly Bear har alle dage været gode til det sarte.

Den gode nyhed er, at amerikanerne har bevaret blødheden, selv om de samtidig stævner fra land med et mere direkte og rocket udtryk.

Det står klart fra første sprøde guitaranslag til åbningsnummeret, den hvileløst vuggende ’Sleeping Ute’, hvis nervøse energi understøttes af forsanger Daniel Rossens sukkende »If I could lie still / as that grey hill ... / but I can’t help myself«.

Samme tyndhudede rastløshed skyder fuglebrystet frem på den tempofyldte ’Speak in Rounds’ og ’A Simple Answer’, og det klæder bandet at træde i karakter som rockmusikere uden at give afkald på den ømhed, der forbliver så karakteristisk for Grizzly Bear.

Tilbage til countryrocken

Anmeldelse

Kunstner: Band of Horses

Titel: Mirage Rock

Pladeselskab: Columbia Records/Sony Music

Spilletid: 45 minutter

Et andet sted i dyreriget står den kronisk skæggede amerikaner Ben Bridwell og stemmer sin guitar i front for amerikanske Band of Horses, der senest gav lyd fra sig for to år siden med ’Infinite Arms’, hvor bandets skønhedssøgende melodier blev svøbt i så groteske mængder strygere, at helhedsindtrykket tippede over i sødsuppeland, hvor ingen vilde heste kan få hovene med sig.

LÆS ANMELDELSEBand of Horses svækkes af sterilt udtryk

Det kan de nu.

For ’Mirage Rock’ markerer en tilbagevenden til den countryrock, der altid har været en del af hestebandets dna, og som kipper kækt med cowboyhatten på numre som ’Long Vows’ og ’Everything’s Gonna Be Undone’.

Der males stadig med den store pensel på mere rockede numre som den ulvehylende åbner ’Knock Knock’ og den nøjsomt opbyggede ’Dumpster World’. Men de klæbrige violiner er ude, og tilbage står et band, der lyder, som om de er kommet i tanke om, hvad der gav dem lyst til at spille musik i allerførste omgang.

Banjo i overflod

Anmeldelse

Kunstner: Mumford & Sons

Titel: Babel

Pladeselskab: Island Records/Cooperative

Spilletid: 52 minutter

Et band med bedre greb om fiolen er det unge, engelske band Mumford & Sons, der med debutalbummet ’Sigh No More’ fra 2009 katapulterede sig til stjernestatus med deres medrivende opdatering af amerikansk folkemusik.

Bevæbnet med overvældende mængder banjo, mandolin, glimtvis violin og talrige bluegrass-referencer har de fire blege briter fået amerikanerne til at genoplive kærligheden til en genre, de selv har skabt.

Der er heldigvis stadig masser af banjo på ’Babel’, der er bandets andet album. Faktisk er der meget af det hele, og det bliver lige heftigt nok. Det er folkemusik i stadionformat, som fungerer fint på titelnummeret og det effektive Arcade Fire-crescendo på ’Whispers in the Dark’.

Men på et nummer som den svulstige ’Below My Feet’ mangler der nærmest kun kirkeklokker og børnekor, før overflødighedshornet af lyd er komplet.

Det tangerer et overgreb.