»Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig ligeglad«, lyder det på sangen ’Hades’ fra L.O.C.s seneste album – hans syvende i alt, hans andet i år – og lad mig bare slå det fast med det samme: Jeg forstår, hvad han mener. For det er præcis sådan, jeg har det med ’Prestige, Paranoia, Persona Vol. 2’.

Det er kun et halvt år siden, at vol. 1 kom på gaden til stor ståhej, da Liam O’Connor inden albumudgivelsen valgte at bryde med sit daværende pladeselskab, EMI, til fordel for at grundlægge sit eget selskab, SelvGjortMillionærDrøm, der via en aftale med TDC forærede albummet væk som gratis download i fem uger.

Står i stampe
For nogle uger siden kom de så på tv igen. Flotte dyre tv-reklamer med den karismatiske rappers furede fjæs i centrum.

Aftalen med TDC gælder endnu. Det behøver man blot at gæste teleselskabets website for at kunne konstatere. Her kan man vælge mellem tre forskellige mobilløsninger – markedsført med hver sit billede af L.O.C. Det er lige før, man kan købe et L.O.C.-bredbånd. Og fred være med det.

Modsat forgængeren er det nye album ikke gratis. Til gengæld er det et studie i timing. Overskuddet går til Dansk Røde Kors, der holder landsindsamling i denne uge – med rapperen som indsamler. Og samtidig har han valgt at fortsætte sit engagement i anden sæson af TV 2’s sangprogram ’Voice’.

LÆS OGSÅL.O.C. tager igen fusen på den danske pladebranche

L.O.C. er mange steder lige nu. Men ikke i sin egen musik.

For det store problem med ’Paranoia, Prestige, Persona Vol. 2’ er, at albummet er tyndt som et udmagret stankelben. Midt i al den prisværdige filantropi og de store armbevægelser lyder L.O.C. som en mand, der står i stampe.

Veloplagte gæster
Det starter ellers solidt med den hårde, vrede og tunge ’Præludium’, hvor man som lytter med det samme køber præmissen med at bruge turbussen som dekadencens firhjulede abekattebur. Det giver mening, og det rykker.

Men nedstigningen til førnævnte ’Hades’ sker på automatpilot tilsat lyden af stønnende, grædende kvinder, og den sært barnlige sviner, hvor ens fjender er »lavet af fæces og bløder pis«, virker ærligt talt temmelig uinspireret.

Det samme gælder den eklatant undervældende ’rags-to-riches-fortælling’ ’Ekstravagant’, der med hjælp fra en akustisk guitar og et blødt, tilbagelænet beat fortæller om at køre rundt i en dyr BMW, selv om man engang samlede flasker.

LÆS OGSÅL.O.C. er blevet Lorryvenligt folkeeje

Gæsterapperne Johnson og USO er veloplagte, men det er emnet simpelthen ikke. »Jeg lever så ekstravagant«, rapper O’Connor, men det lyder sgu, som om alle excesserne keder ham. Og det smitter.

»Pas på, hvad du ønsker/ for du får det«, lyder det indledningsvis på ’Tatoveringer & minder’, og det ligner en fair betragtning. For hvad gør man som rapper, når man har fået alt det, man drømte om?

Lavet på kaffegrums
Hvad skriver man om, når man endelig er blevet den med afstand mest succesfulde danske rapper, når man tilmed er den rigeste og oven i det hele også har scoret en smuk og dejlig kvinde? Det er forståeligt nok, at L.O.C. lyder, som om han ikke rigtig ved, hvad han vil nu.

Men det undskylder ikke den tamme ’Ode til kvinde pt. 2’, hvis forgænger på vol. 1 var en noget mere vild, hård og fabulerende fortælling om vrangsiden af kærligheden.

Denne gang får vi den søde, bløde kvindekorsindsvøbte forelskelseshyldest, der desværre lyder, som om den er lavet på kaffegrumset, der var tilbage i studiet efter førstesinglen til vol. 1, ’Noget dumt’, var kommet til verden.

Beat, tematik og strygerflirt er i hvert fald noget nær det samme lige med undtagelse af omkvædets kvalmende isanalogi med vanilje, chokolade og sorbet, der virker mere forceret end en tvangsfodring.

LÆS OGSÅL.O.C.: »...Hele min jagt på bekræftelse bliver egentlig meningsløs«

På den ellers klædeligt minimalistiske ’Testamente’, der trakterer med et dystert slumrende beat, viser L.O.C., at han stadig kan trylle med sin rå, gyngende og indimellem nærmest syngende rap.

Manden har stadig en karisma, der i sig selv kan forklare, hvorfor han er blevet så populær, som han er. Den kan ingen tage fra ham. Men det rykker ikke ved, at denne 2’er er en skuffelse.