Hvad sker der, når imperiet har overbevist alle om sine fortræffeligheder, trampet enhver modstand væk og fejret triumferne igen og igen?

Tja, når vi taler rockmusik, er resultatet af en sådan sejrsrække ofte overmæt og uinspireret musikalsk sjask fra tronstolens bløde hynder.

LÆS OGSÅMuse har lavet et af årets mest spændende album

Især når det gælder den storladne, stadionkrævende klassiske rock er kedsommelig tomgang alt for ofte svaret på indfriede ambitioner. Magtfuldkommenhed i storriget.

Klassiske dyder
Den anden mulighed er selvfølgelig at følge i romernes sandalspor og træde ind i et verdensherredømme af depraveret manipulation, perverteret dekadence og rendyrket galskab.

Heldigvis har rockhistoriens måske sidste band med dyder som klassisk opbyggede melodier, omkvæd på størrelse med boulevarderne i Paris og en lyd så massiv som den kinesiske mur, britiske Muse, valgt den vej væk fra dødvandet af manglende ideer på trioens sjette album.

Væk med dogmerne
Mmmmm madness, stammer bandet sig oven i købet frem til i singlen af samme navn.

Så er tonen slået an. Kejseren af imperiet, sanger og guitarist Matt Bellamy, vil hellere være Queen og kaster sig ud i en hed flirt med Freddie Mercurys falset i den staccatoprægede elektroniske popsang.

Længere væk fra de klassiske dogmer kan man dårligt komme. Det skulle da lige være ved at tilføje et stramt, funky beat og spinde et spændstigt glamrockarrangement ud over det som i næste sang, ’Panic Station’.

Mister sig selv
På ’Survival’ er det igen Queen, der får lov at være bagtæppet for en tøjlesløs opera, hvori Muse forsøger at holde sig i live for enhver pris, inklusive den at miste sig selv fuldstændig.

LÆS OGSÅKendt rockband afviser sagsanlæg om plagiat

Bulder, brag og musikalsk messing, som dog i lighed med åbningsnummeret, ’Supremacy’, helt savner den sikre melodifornemmelse, Muse og Matt Bellamy altid har stået for.

Stærkt underholdende, ekstremt vellydende og selvsagt fornemt udført er det.

Men substans og sammenhæng har musen udeladt til denne ellers så overdådige buffet af mærkværdige musikalske frembringelser.

Underligt miskmask
To mindeværdige sange skiller sig dog ud. ’Follow Me’ er endnu en massiv diskohymne med U2-inspireret vokal og en stilistisk massakre mellem dubsteb og Pet Shop Boys’ elegante harmonifornemmelse, mens prægnante ’Animals’ er en rockopera på 4 minutter.

Et par af mange mere stille numre, især ’Explorers’, klinger fint, men havde man håbet på en forlængelse af de mesterlige ’The Resistance’ (2009) og ’Black Holes & Revelations’, vil ’The 2nd Law’ være en mild skuffelse.

Et underligt miskmask af et postironisk album, der sine steder lyder som en ufrivillig joke, som dog er blændende godt fortalt.