Tama Impala

Lonerism

Modular Records
51 minutter.

Det er ikke mere end to år siden, Kevin Parker fra australske Tame Impala stadig havde base hjemme på drengeværelset i byen, der populært sagt er verdens mest isolerede af sin slags, Perth på den australske vestkyst.

Parker er en enspænder. Men en gudbenådet en af slagsen, der på sit andet album - Parker laver det meste i Tame Impala, der dog optræder som en kvartet - slår fast, at han er den psykedeliske rocks mest velskrivende sangsmed anno 2012.

For ’Lonerism’ er en forrygende toer. Den er mere vild og fabulerende end den lige så fremragende om end mere stringente debutplade ’Innerspeaker’ fra 2010.

LÆS OGSÅHypede syrerockere lød som en dag i øvelokalet

Men det er stadig de gode melodier svøbt i bløde, dasende fuzz-guitarer, der fylder lydbilledet, som om en efterårsvenlig sjæl har lagt en andedunsdyne ned over sange som den groovy, små-prog’ede ’Elephant' og den monumentale 'Apocalypse Dream'.

Når det er sagt, prøves der også nye ting af på ’Lonerism’, hvor blødere momenter som ’Why Won’t They Talk To Me?’ og den skønhedsåbenbarende ’It Feels Like We Only Go Backwards’ er nærmest dream-poppede i deres emotionelle udtryk, der kun forskønnes yderligere af Parkers verdensfjerne, Lennon-agtige vokal.

'Lonerism’ er et regulært eventyrland af egenartede lyde og stemninger, som det er en stor fornøjelse at forsvinde ind i.

Som Beatles på et toilet
Hvor Parker dyrker et mere gennemarbejdet udtryk i sin omfavnelse af syrerocken, går det over stok og sten hos den overordentlig produktive San Francisco-knægt Ty Segall, der de seneste fire år har udgivet seks soloplader.

Ty Segall

Twins

Drag City.
37 minutter.

Og det er vel at mærke kun dem, der er udkommet i eget navn.

Læg dertil adskillige sideprojekter såsom Ty Segall Band, White Fence, Epsilons, Traditional Fools og The Perverts, og du står tilbage med noget nær den mest arbejdsomme lillebrortype inden for solvarm, reverb-tung garagerock tilsat snøvlende, vrængende og ikke mindst charmerende brølevokal.

Segall laver ikke store, floromvundne værker. Til gengæld er hans sangskrivning så rørende effektiv, at det er kropumuligt at sidde hans talent overhørig.

Det er ikke for ingenting, hans musik er blevet udråbt som lyden af Nirvana, der jammer Beatles-sange på et toilet.

Det er ’Twins’ et forrygende krasbørstigt bevis på. Fra den bastante ’Inside Your Heart’ til den mere hidsige ’They Told Me Too’ fremstår Segall vital og sprudlende som en skrydende, men stadig melodiforelsket McCartney til Parkers Lennon.

Sødmefyldt ringlende garagerock
Musik behøver ikke at være smuk for at være fortrinlig. Det er en lektie, danske The Setting Son kunne lære noget af.

The Setting Son

Before I Eat My Eyes and Ears.

Bad Afro.
32 minutter.

Men danskerne, der stadig er centreret omkring sangskriver, producer og frontmand Sebastian T. Winther, har nu engang valgt at gå en anden vej i deres fortolkning af 60'ernes psychrock.

Her er det sødmefuldt ringlende garagerock, der trakteres med. Tilsat næsten kriminelle mængder orgel og tamburin.

LÆS OGSÅUng østerbroer fornøjer med rendyrket rituel rock

Ikke ulig den stil der prægede det nyslåede bandmedlem Emma Acs’ debutalbum sidste år, og som også vækker mindelser om Baby Woodrose – bare med strejf af klædelig hektisk surfrock på sangene ’Eat My Fear’ og ’Butterface’.

Det er veludført og gennemført. Men den ’rigtige’ lyd er på samme tid The Setting Sons styrke og svaghed. For lyden af kælen og ufarlig 60’er-pastiche lurer i baggrunden, og det er en skam.