Det begynder med en stille morgenstund. En mand vågner i sin seng. Og har forståeligt nok lyst til at blive liggende i mørket.

»Bare lidt endnu ...«, som han synger. Uden at tage hverken stilling eller ansvar. »Natteblind og i stilhed«. Men den går ikke, Granberg! Man(d) må i sving. Op og i gang. Sådan er hverdagen. Og sådan er livet.

’Det er ganske enkelt’ hedder sangen, der åbner Søren Huss’ andet soloalbum.

Et album, der er som en lys yin til forgængerens mørke yang i form af den smukke, men også meget brutale ’Troen & ingen’, der blev til i kølvandet på tragedien, der ramte Huss og hans familie, da hans kæreste omkom i en højresvingsulykke, der samtidig kvæstede deres 2-årige datter.

LÆS ANMELDELSESøren Huss' sørgesange ligner begyndelsen til noget nyt

Ud af mørket
Men hvor debutalbummet blev til i en tilstand af nærmest ubegribelig sorg og frustration, er der en mere lys og optimistisk tone på ’Oppefra & ned’, hvilket primært kommer til udtryk i navnlig tempoet på flere af numrene, der sjældent hænger i bremsen.

Og det klæder bestemt Huss at skrue lidt op for både guitar og generel fremdrift i sin musik. Tempo giver liv hos Huss, og det er en fornøjelse at lytte til.

LÆS OGSÅMusikredaktørerne: Her er årets danske udgivelser

Også i teksternespirer en nyvunden fryd, selv om det aldrig sker uden en vis form for løftet pegefinger. Moralen på åbningsnummeret er i hvert fald klar. Hvis du ikke rejser dig og går ud af mørket og tager livtag med din egen tilværelse, så er det din egen skyld.

Som han synger på den afdæmpede klaverbårne og strygerbesatte ’Øjeblikket’: »Frihed er hvad frihed gør/ og der sker ingenting, hvis ikk’ jeg tør«.

Protestsang
Gu’ skal der mod til livet. Og det har Søren Huss heldigvis. Men han har også et indlysende talent for at skrive melodier af den slidstærke slags. Især er jeg kommet til at holde af den stolte virkelyst, der stråler ud af det pludselige temposkifte, der sparker den sidste søvn ud af øjnene cirka halvandet minut inde i førnævnte ’Det er ganske enkelt’.

Det er lige før, man selv mærker støvet på ugideligheden hvirvle sig op. Det er livgivende og smukt forløst.

Det samme gælder den efterfølgende 'De sorte tal' og førstesinglen 'Den der isme', hvor farverne på indignationens skydeskive nok fremstår en smule vage.

LÆS OGSÅHjem igen: Danske sangere genopdager modersmålet som aldrig før

Men det gælder heldigvis ikke hverken melodi eller fremførelse, der står flot frem, ligesom Huss' store stemme, der folder sig fornemt ud over den brusende, mildt forvrængede guitar, som et mægtigt bevis på, at man ikke behøver at være jubelidiot for at skrive en storladen rocksang i blid galop.

Mindre vellykket er albummets anden, mere afdæmpede protestsang 'Ambassade', der godt nok forløses af et vellykket omkvæd, men hvis kælderdybe mumlesang i verset ikke rigtig passer til Huss' vokal. Han er jo netop ingen mørkemand.

Et lille fnis
'Oppefra & ned' er heller ikke uden humor. Eller lune, om man vil. Fakta er, at der er et nyt lag af sprogligt overskud i Søren Huss' tekster. Som for eksempel, når han på førnævnte åbningsnummer ser sig selv stående »med skægget løftet i lort til halsen«.

LÆS OGSÅSøren Huss: »Jeg rejser altid tilbage til fremtiden«

Eller når han på 'De sorte tal' synger om at ride på krisen ud over isen. Ikke med Peter Mathiesen og avisen, men med et hul i lommen »så stort som et hjerte«. Referencen er et børnerim, men alvoren er fuldvoksen.

Alligevel er der plads til et lille fnis. Og er det ikke også sådan, man bedst overvinder smerten? Det fungerer i hvert fald for Huss at bløde sin egen seriøsitet op med små, spøjse sprogbilleder undervejs, uden at man som lytter mister troen på alvoren bag hans projekt.

Vådeskud
Indimellem danser ordene dog på halte versefødder. Som på det regulære vådeskud 'Fru Mørke', der er albummets lavpunkt – i valsetakt, sågar – med en tekst, der fremstår ikke alene diffus og ufærdig, men også svær at synge.

LÆS OGSÅSøren Huss mindes sin afdøde kone i ny musikvideo

Navnlig de halsbrækkende linjer: »Fru Mørke danser med ånden/ Fru Mørke danser med ånden/ som andre danser med kødet/ råt for u-u-u-sødet« er svære for lytteren at afkode.

Det er ærgerligt på et album, der ellers fungerer netop i kraft af at være temmelig klart i spyttet.