Godt 19 minutter inde i det monotont rumlende åbningsnummer, ’Driftin back’, afbryder Neil Youngs spæde stemme endnu en lang passage af fabulerende guitarerfor at klage over tidens elendige toneklang:

»Don’t want my mp3/ When you hear my song now/ You only get 5%/ You used to get it all«.

Young foretrækker at flyde tilbage til en tid, da Picasso var original. Før teknologisk reproduktion »turned him into wallpaper«, og før vi begyndte at dele musik i kompakte letvægtsformater.

Aldrig ligetil
Straks melder frygten sig. Nu har Neil Young og Crazy Horse igen låst sig inde i en iltfattig tidslomme som de folkemusikalske fortolkninger på ’Americana’ tidligere i år.

Men det er aldrig så ligetil med 66-årige Neil Young. Eller enkelt. Og denne gang er det i det mindste ikke tilforladeligt, hvad der sker på hans længste album til dato, hvor han sammen med Crazy Horse atter har mulen tilbage i det støjkværnende rockspor.

LÆS OGSÅÆdru Neil Young udgiver sine memoirer

I løbet af mere end 50 albumudgivelser har Young sat et par fyrtårn og en del flere forglemmeligheder i rockhistorien.

Også her er han ujævn, men med en aktuel selvbiografi og et nyt liv som afholdsmand er han kommet i klemme et sted mellem fortid og nu. Og denne gang resignerer han ikke.

Tabet af lyd
Når Young ovenfor nævner procenter, er det ikke det økonomiske tab ved pirateri, der nager ham (modsat de fleste i hans branche). Det er tabet af lyd (modsat de fleste i hans branche).

Og han vender ikke udviklingen ryggen (i onsdags kunne enhver stille spørgsmål til ham over Twitter), men har taget udfordringen op med det håbløst romantiske projekt Pono, hvor et digital lydformat i ekstrem høj kvalitet skal været et alternativ til iTunes.

Det holder nok ikke Apples aktionærer vågne om natten, men det er den slags øjeblikkelige udfordringer, der åbenbart sætter ild i Neil Youngs flagrende hår. Og det står i flammer på ’Psychedelic Pill’.

Tidlig heavy metal
Den psykedeliske pille bør ordineres til alle med behov for støjende, sitrende og sumpet væg til væg-guitarrock af den gamle skole, hvor folk, country og indtrængende harmonier smelter syret sammen i øret. Og denne gang er Neil Young langt ude.

LÆS OGSÅNeil Young vil opfinde nyt lydformat

Det svimler for en, når man hører den snurrige titelsang, hvor støj blæser rundt som lyden over en lufthavn og guitarernes knurrende rif minder om tidlig heavy metal – da den endnu ikke var smurt ind i teaterblod eller pumpet med amfetamin.

Fremragende lange numre
Hvis ikke lyden vrides som en guitarstreng, er det tiden, der skrider over de normale grænser.

Den forrygende åbning, ’Driftin’ back’, er mere end 27 minutter langt, og det bliver fulgt op af det ikke mindre fremragende ’Ramada Inn’, hvor den samme enkle melodistump bliver æltet, spaltet og samlet gang på gang gennem et kvarter.

Hele tiden på vej
På sin vis er hele albummet den samme sang. En monotont buldrende rundgang af overlappende guitararabesker og fuzzende støjflader, der tilsættes større og mindre variationer: et countrykækt tråd på ’Born in Ontario’ eller en munter fløjtemelodi over udbrændt forstærker på den majestætiske ’Walk Like A Giant’.

Hele tiden på vej. Længere ud, længere ned.

Gyngende groove og forfinet struktur
Sammenstødet mellem rustik rock og akustisk sensibilitet er vintage-Neil Young og Crazy Horse.

Det gyngende groove er massivt som stammerne på californiske redwoodtræer og står i kontrast til den enigmatiske stemme, der er forfinet som strukturerne på et ahornblad. Intet nyt dér.

Tvetydigheden
Man mærker, at Neil Young har rodet rundt i sin egen historie, men fortiden er aldrig et alibi.

Den blafrer i teksterne, som løsrevne erindringsfragmenter på ’Driftin back’ eller rockcitater på ’Twisted Road’, hvor Young synger om den magiske første gang, han hørte Dylans ’Like a Rolling Stone’.

Men den nostalgiske længsel er tvetydig som Youngs forhold til mp3-filer. I samme bevægelse erkender han, at »nothing was as good as the very first time«.

Insisterende karakter
Neil Young og Crazy Horse er en flok aldrende hippier, der hellere hviler sig på en hjemmeflikket træbænk end i en Verner Panton plastikstol, men deres seneste syretrip er ikke uden selverkendelse. Distancen og kampen med fortiden giver deres længsel svovlsydende tilstedeværelse.

LÆS OGSÅNeil Young udgiver nyt album med hele Crazy Horse

Denne trodsige fremdrift, de dunkle motiver og den ustoppelige vilje til at søge uden for rockens lov og orden giver ’Psychedelic Pill’ en insisterende karakter, der i sidste ende ryster fastlåst nostalgi af sig. Uden dog at slette ønsket om at samtiden skal byde på mere en fladmaste mp3-filer.

Young og Crazy Horse byder selv ind med både Pono og ukontrolleret rockexces i bredformat.