Det lignede ellers en god idé på papiret med en mere inderlig Nephew-plade.

100 procent dansk og uden alskens sproglige krumspring og krydsklip til engelske fraser. Mere guitar og mere fællessang, som pressemeddelelsen til ’Hjertestarter’, bandets femte studiealbum, lover.

Sarte mænd
Og den er god nok. Der er kommet mere luft i lydbilledet hos Nephew, i hvert fald på halvdelen af albummets i alt ti sange, hvor der i større eller mindre grad er blevet arbejdet med at inkorporere flere bløde værdier i form af flerstemmig korsang, akustisk guitar og en håndfuld mere æterisk stemningsgivende synthesizere.

Det er forfriskende, for det klæder Nephew at skrue lidt ned for den bastante boksehandskelyd bestående af godt med guitarer, synthesizere og en bundsolid rytmegruppe, hvor trommeslageren lyder navnet ’kødmetronomen’.

Hvilket egentlig også kunne være et glimrende kælenavn til Nephew selv. For der er ingen slinger i bandets firskårne vals. Heller ikke når de – som de gør på ’Hjertestarter’ – går mere i flæsket på sig selv, end de har gjort før.

Nok er der mere klar snak på ’Hjertestarter’. For eksempel på sangen om stofferne, ’De satans hæmninger’. Eller ’Åh Gud (Jeg håber du holder øje med mig)’, der handler om frygten for at blive gammel.

LÆS OGSÅ Nephew annoncerer forårsturne

Men der kradses så overfladisk i skallen, at hovedpinen – selv om den kan være nok så eksistentiel – får karakter af luksusproblem. Som når – gys – et plejehjem bliver beskrevet som »verdens mest uhyggelige sted«. Hvor sart kan man(d) blive?

Egentlig er det sigende, at vi i stedet for ’En wannabe Darth Vader’ nu får »en wannabe Don Draper«.

Vi går fra intergalaktisk superskurk til den kreative klasses fordrukne antihelt – en mand med flere skalkeskjul og røverhistorier end hele reklamebranchen tilsammen. Albummet handler om inderlighed, javel. Men præcis som hos ’Mad Men’ kommer man bare aldrig rigtigt tæt på.

Uheldig skødesløshed
’Hjertestarter’ handler om de store følelser. Men at det ikke er nok at skrue militant højt op for samtlige instrumenter for at aktivere benævnte følelser, er sange som ’Klokken 25’ og navnlig den knap seks minutter lange ’Alt er synd’ gode eksempler på. Stor lyd skaber nu engang ikke partout store sange.

Det står navnlig klart på sidstnævnte, der indledes af albummets særeste associationsrække af ord. »Beverly. Royalty. Stødtand. Skyskraber. Letterman. Babybite. Cinemaxx. Road rage«, lyder det.

Endelig rundes sangen af med albummets næstsæreste indslag i form af en spoken word-passage hen over brusende guitarer i vild crescendo: »Om 13 år er jeg 50. For 23 år siden holdt jeg min konfirmationstale. Og om ét år skal mit pas fornyes. For 11 år siden lod jeg være med at hente min kæreste i lufthavnen. Om 35 år er min far sandsynligvis død. Om to timer er jeg megastiv«.

LÆS OGSÅNephew hylder Vesterhavet på ny single

Det virker skødesløst på en uheldig måde. Og peger i retning at, at tekstforfatter Kvamm nok ikke skulle have skrevet teksterne lige fra leveren.

Måske er det derfor, en række lovlig letbenede omskrivninger af velkendte vendinger har fundet vej til ’Hjertestarter’. For selv om ’griner hele vejen hen til banken’, ’alle veje fører til Rom’ og ’plejer er død’ skrives en lille smule om, fremstår det underligt dovent fra en mand, der netop har gjort en karriere ud af at tumle med sproget.