Man skal ikke mange stormsusende minutter ind i Robbie Williams nye album for at vide, hvad han mener med titlen ’Take the Crown’.

De 13 nye sange er ikke en resigneret opfordring til andre om at overtage poptronen, Williams engang sad enevældig på. Han er her for selv at tage tronen tilbage.

The magic was leaving me
Ihærdigheden buldrer i den indledende pophymne ’Be a Boy’, hvor Williams synger: »They say it was leaving me/ The magic was leaving me/ I don’t think so«.

Jamen, så bevis det da! Og det forsøger den trinde englænder med det flabede glimt i øjet at gøre i de følgende 52 minutter.

LÆS OGSÅ Take That-stjerner beskyldes for skattefiduser

Målrettet og uden vaklen i stemmen på en bombastisk anlagt popplade, der i produktion og schwung er skabt til at spile sportsarenaer ud og skabe det kollektive sus, der skyller ned over fodboldtribuner i hjemlandet hver lørdag eftermiddag.

Den store lyd er et skalkeskjul
Entertaineren i Williams er gennemprofessionel, men den store lyd er et skalkeskjul for de knap så store sange, og når den pompøse poplyd har lagt sig, og den lille håndfuld catchy omkvæd er klinget af, er jeg mere i tvivl end overbevist om, hvad Robbie Williams egentlig vil med sin popkarriere.

LÆS OGSÅRobbie siger farvel til Take That igen

Andet end sende den ud i forlænget spilletid.

Den 38-årige Robbie Williams gør på sit niende album ikke comeback som popkonge, men han falder heller ikke igennem.

Ingen overraskelser eller markante valg
Der er kæk leg med skolegårdens drilleremser på ’Candy’, solide popbrag med ekko af 1980’ernes U2 på ’Into the Silence’, pænt indpakkede frækheder som »Drinks to you/ You always wished me well/ And those who don’t/ Go fuck yourself«

og såmænd også en vippende cowboystøvle på countrylængslen ’Losers’. Der er med andre ord noget for en hver smag.

Men der er ingen overraskelser eller markante valg, der placerer Robbie Williams et nyt sted i tomrummet efter storhedstiden, hvor han var en popstjerne i sværvægtsklassen, der kunne sælge 1,6 millioner koncertbilletter. På én dag.

En hudafskrabning på selvværdet
Hvis magien fra den tid er væk, er selvbevidstheden her til gengæld endnu. Efter at Williams sidste år tilsluttede sig Take That i deres overraskende succesfulde comeback, vil han nu vende tilbage sin egen karriere »with a massive solo album«.

LÆS OGSÅRobbie: Ordet 'has-been' er fucking forfærdeligt

Tilbage til karriereplanen. Den knækkede ellers med den elektronisk legesyge ’Rudebox’ i 2006, hvor en hudafskrabning på selvværdet samtidig var en udvikling i en retning, der i længden er mere frugtbar end den nuværende.

Det var indtil videre sidste gang, Robbie Williams overrumplede os. Med en karakteristisk kortslutning af sin egen superstjernestatus.

Vedligeholdelse frem for udfordring
I dag har han tilsyneladende glemt, at han skabte en karriere på at undgå indlysende karrieretræk og midt i den blitzende forbifart udstillede sig selv som en popstjerne med forskruet afstand til virkeligheden og kroppen fuld af forvirrende sårbarhed.

LÆS OGSÅPopdrengen Robbie tager på turné med nyt album

I dag lyder han som en popstjerne, der er optaget af at vedligeholde sin status i stedet for at udfordre eller genopfinde den.

Men akrobatik med sikkerhedsnet skaber sjældent stor popmusik. Eller rigtige popkonger.