Musikalske talenter og dygtige sangskrivere er der heldigvis nok af herhjemme. Men det hører til de absolutte sjældenheder, at en musiker formår at bryde ud af tidens jævnstrøm og med sin umiskendelige signatur skabe sin helt egen genre.

Det er ikke desto mindre, hvad Mikael Simpson har gjort, siden han lagde bandet Luksus ned og forskansede sig som nattevæsen i sin lille lejlighed på Nørrebro for at gå så solo, som det overhovedet er menneskeligt muligt.

Strejfer det smågeniale
Det er ti år siden, og det er ti år fra 2002 til 2012, som det giver god mening at opsummere. Over to cd’er får man et overblik over et af de mest egensindige kapitler i moderne dansk beatmusik.

Ti år, hvor natmanden Simpson er kommet regelmæssigt ud i lyset for at modtage fem Steppeulve, to Danish Music Awards, to gange P3 Guld og en Gaffa-pris. Og en årrække, hvor enegængeren Simpson i stadig højere grad har rakt ud i forskellige samarbejdskonstellationer uden at miste en tøddel af sin egenart.

Han har med stort held bl.a. arbejdet sammen med den danske teknokonge Trentemøller, Fritjhof Toksvig, DJ Buda, Lulu Rouge og med Jørgen Leth i music’n’poetry-projektet ’Vi sidder bare her’. Og så er han flittigt på scenerne med sit turneband Sølvstorm, hvor rocken på ganske anderledes måde bliver fri.

LÆS OGSÅMikael Simpson spiller sine plader live

Musikalsk har Simpson en klar profil, men hans drift går i to modsatte retninger. Indad og udad.

Den gamle maskinstormerfordom om tekno og electronica som ’kold’ musik blev godt og grundigt skudt i sænk af Simpsons sovekammer-electronica. Her er den elektroniske musik nervøs, sitrende og intim som et natligt møde mellem pulsslag og drømmespind.

I Simpsons musik er lytteren på tomandshånd med musikken. Man er i stue med mandens skrøbelighed og uforudsigelige humørsving. Faktisk er det svært at komme i tanke om en musik, der helt konkret er mere intimt personlig i sit nærvær end livet, som det udfolder sig i Simpsons elektroniske univers.

Men når musikken gang på gang strejfer det smågeniale, er det, fordi det sker i et kongenialt møde med sangskriveren Simpson.

Nemt at relatere til
Mikael Simpson er næppe den store guldrandede poet fra naturens hånd, men til disse elektroniske nattehymner, hvor en mundharpe regelmæssigt flænser mørkets fløjl som en banshee på besøg i Baggesensgade, har han skabt et sprog, som passer til.

Et minimalistisk-realistisk digtunivers, hvor både ensomheden og tosomheden kan sættes i scene i dagbogsnotater inden for musikkens fire vægge.

Titler som ’Put mig’, ’Drømmer om et andet sted’ og ’Er du kommet for at få noget?’ antyder teknikken. Tekster, der kunne være bygget op af løsrevne stumper fra en samtale i mørket. Her er nogle af overleveringerne fra en tilfældig nat i byen:

»Ingenting kan friste her«. »Er du kommet for at få noget?« »Jeg kan ikke gøre en skid«. »Så er der ikke mere at sige til det«. »Kun en lille smule at miste. Kun en lille bitte lille smule af den sidste«. Stumperne af tanker og konversation blæser rastløse som papir i nattens gader.

LÆS OGSÅMikael Simpson er enestående

»Jeg har gjort noget/ som jeg sådan set ikke rigtig kan lide«, som Simpson både kryptisk og konkret konstaterer på ’10 minutter’, er et åbent udsagn, som pirrer nysgerrigheden og samtidig er en følelse, enhver kan relatere til.

Uf, hvor man lige fik gjort noget, man ikke er for stolt af bagefter!

Legekammerat med Leth
Fortrydelse, fortrængning, spørgsmålstegn og glimt af håb i en poesi, der flakkende finder guldkorn fra de mest banale formuleringer og gentagelser. Et menneske sidder og roder med sin egen uformåenhed i forhold til livets og tosomhedens overvældende krav.

I samme sang kan det hedde »Vi to/ vi ku’ ta’ et sted hen/ vi ku’ blive der til vi længes hjem/ vi to/ vi ku lægge verden ned« og »Jeg har brug for/ vi ta’r den lidt med ro«.

Mere velkendt modsætningsfuldt kan det næsten ikke blive. Udlængsel og hjemlængsel, tosomhed og ensomhed, fremtidsvision og pauseknap i samme surdej og sengetøj. Sådan lyder livet nu til dags i brokvarterernes små lejligheder.

Når Simpson synger ’Det var en lørdag aften’, så er det ikke for hyggens skyld, men for at mærke lørdagens kuldsejlede storhed, labile besættelser og de små foruroligende jag. Glimt af storhedsvanvid og små sko, der klemmer.

LÆS OGSÅ Anmelder: Mikael Simpson er dansk rocks brumbasse

»Jeg troede du skulle hjemover/ hvem gik du henover?/ Set det ske«. Det er ikke tilfældigt, at Mikael Simpson er blevet en af Jørgen Leths legekammerater. De har en beslægtet fænomenologisk måde at sakse i sproget på. Mere legesyg er poesien på det kringlede elektroniske vrøvlevers-selvportræt ’Jeg sidder fast’:

»Jeg har ikke styr på mit postyr/ jeg har ikke styr på lortet/ jeg har lort på styret/ gode dyr er rådne/ gode råd er dyre/ vildt dyre/ jeg synes jeg sidder fast/ synes jeg sidder lidt fast/ jeg synes jeg sidder fast/ jeg synes jeg sidder lidt fast/ Jeg har lyst til meget mere end du aner/ og i nat der lagde jeg 1.000 planer/ men i morges der gjorde jeg som jeg plejer«.

Lukket værksted
Debutalbummet ’Os2 + lidt ro 2002’ etablerede øjeblikkelig Mikael Simpson som en helt original stemme på den danske rockscene. To år efter fulgte han stærkt op med ’De ti skud’. I 2006 kom både ’Stille og uroligt’ og ’B-sider, udtag og meget triste radiomix’.

To titler, som markerede henholdsvis den sproglige dobbelthed og selvironien i Simpsons lukkede værksted.

I 2009 kom Simpsons foreløbige mesterværk ’Slaar Skaar’, hvor han skruede op for formatet og skønheden uden at miste intimiteten. Her fandt han den fornemme balance mellem sine to musikalske og menneskelige impulser – det elektroniske og det akustiske og det indadvendte og det udadvendte.

Noget mere prøvende fremstod han på det seneste udspil ’Noget laant, noget blaat’, hvor til gengæld ’Morgenlys’ står som en af hans mest klassiske sange.

Gyngende grund
Disse 10 års udgivelser er gavmildt repræsenteret på de ikke færre end 19 numre på cd1. Et ordentligt ’Narkokys’ af et definitivt bud på et udpluk.

Cd2 åbner med de to nye numre ’Dagene kommer’ og ’Ingen af mine venner kan sove’. Ingen af dem kommer på højde med hans bedste, men sidstnævnte er en fugtig dub fundet på bunden af et glas og er klart det mest løfterige af de to.

At dub er en stor passion for Simpson, kommer flot til udtryk i en version fra Posten i Odense fra 2006. Resten af cd2 er forskellige mix og live-udgaver med en hidsig rockudgave af ’Morgenlys’ som noget af det mest spændstige. Mikael Simpson står bestandig og balancerer mellem en naturlig tendens til det indadvendte og en ubændig trang til det udadvendte.

LÆS OGSÅMikael Simpson rammer ikke højeste niveau på nyt album

At ramme den rigtige kemi mellem disse to impulser er Simpsons gave, opgave og udfordring. Når det lykkes, laver han musik som ingen anden. Når det mislykkes, kan han lyde, som om han er grebet på fersk gerning midt i en famlen. Men det er en del af pakken, når man trives bedst på den gyngende grund.

Et væsens grund så svuppende som en god dub.