Smid dit vækkeur ad Pommern til.

Ud med lortet.

For man behøver ikke længere at stå op, før et andet ukvemsord får sko på for at gøre væsen af sig. Det er den danske sanger, musiker og sangskriver Marie Key et glimrende bevis på.

For Key er om noget erklæret b-menneske, hvilket hun slog fast så sent som sidste år med sangen ’Stå op’, der gjorde en samfundsmodstridende dyd ud af ikke at handle om de folk, der står tidligt op, men om en af dem, der bliver liggende.

LÆS OGSÅB-sangerinde kommer sovende til succesen

Men at Marie Key trods alt også er andet end en sovetryne i gåsedunenes vold, beviser hun på ’De her dage’, der er hendes andet album i eget navn.

Smittende frækhed
For ja, det er kun lidt over et år siden, Marie Key sidst gav lyd fra sig med albummet ’I byen igen’ hvor hun for første gang havde lagt Marie Key Band-navnet fra sig til fordel for et samarbejde med Andreas ’Maskinen’ Sommer, der stadig fungerer som producer på ’De her dage’.

Og der er da heller ikke ændret nævneværdigt ved lyden, der fortsat bevæger sig i et mildt synthesizerbåret univers krydret med sarte beats samt glimt af akustisk guitar på sangen med den sigende titel ’Let som en fjer’ og mest markant på sangen til Keys far på ’Skagen’.

LÆS ANMELDELSEStort talent skærer smuk lille popplade

Det er en sang, der med sin helt nedbarberede form minder mest om den mere guitarbaserede lyd, der var prominent i Marie Key Band-regi, men som samtidig også adskiller sig fra tidligere tiders sproglige finurligheder og narrative krumspring ved at fortælle en fin og meget personlig historie om en afdød far, uden at det bliver hverken patetisk eller kvalmende sentimentalt.

Næh, mest af alt tager man sig i at tænke, at det sgu da trods alt var godt, at farens frækhed nåede at smitte lidt af på datteren. Og at han har al mulig grund til at ranke ryggen over junior, selv om han er i jorden nu.

Intet forsvar over for 'Uden Forsvar'
Det er ellers ikke, fordi ’De her dage’ er noget morsomt album. Langtfra.

Men Marie Key betvinger sproget med en ynde, en lethed og med et overskud, der gør det klart, at hun sagtens kunne være en værre laban. Hvis det var det, hun ville. Men det er det ikke.

For der er tungere emner på spil denne gang. Væk er de flygtige forelskelser og sange om at sove længe. Marie Key har fået kærligheden at føle på ’De her dage’.

Det er således noget nær umuligt at sidde tilbage uberørt efter en sang som den vidtløftige ’Uden forsvar’, der er en komplet uimodståelig invitation til at tage en tosomhed mere alvorligt og »tro på det kan stå selv – helt uden forsvar«. Eller ’Et aftalt spil’ om alle de kramper, man kan rammes af på vej ind i al den førnævnte alvor.

Ren Nordbrandt
Albummet tager til i styrke undervejs og har en spændingskurve, der får den nye James Bond-film til at ligne et afsnit af ’Postmand Per’.

LÆS ANMELDELSE50-årig Bond giver mere af det hele uden at blive for meget

Det står klart ’På farten’, der med afstand er det mest musikalsk klubbede indslag på pladen og samtidig byder på fire linjer, der ud over at udgøre et følelsesmæssigt højdepunkt – eller lavpunkt, om man vil – tilmed fremføres med en rytmik, der er ren Nordbrandt:

»Jeg er så kvik en elev – jeg flytter smerten rundt / Nogen lærer det aldrig – det tog mig kun et sekund / Og hvis der er nogen der rigtig gerne vil lære det / Regel nummer et: Du finder den forkerte«.

Her og på det efterfølgende og mindst lige så fremragende titelnummer er Marie Key helt urørlig. Hun behandler det danske sprog med lige dele inderlighed og uimponeret lethed, der får det til at lyde som det nemmeste i verden at skrive personlige, skarptskårne sange på dansk.

God stemme mangler modspil

Men hvor Marie Key sparker nyt liv i klassiske romantikproblematikker, får en anden dansk sangerinde, Julie Maria, mindre ud af sit forsøg på at gøre lidt det samme.

Anmeldelse

Julie Maria

Titel: Kom

Pladeselskab: Playground

Spilletid: 42 minutter

’Kom’ er Julie Marias fjerde studiealbum, men allerede for lidt over et år siden kunne man høre et par af numrene på ep’en ’Syv sange’, hvor sange som ’Kom’, ’Gå alene’ og ’Op ad gaden ned igen’ optrådte i helt nedbarberede og tyste singer-songwriter-versioner med Julie Marias fine, klare stemme i centrum kun akkompagneret af sparsomt fingerspil på en akustisk guitar.

Og den akustiske guitar har da også klaret cuttet på albummet ’Kom’. Men ellers har førnævnte sange fået en gevaldig overhaling i studiet, som gør Julie Marias udtryk mere strømlinet og professionelt, uden at miste et fint samspil mellem elektronik og førnævnte guitar.

Det fungerer udmærket på ’Gå alene’ og ’Beat’, hvor Julie Marias stemme får en nærmest Alberte-klingende klarhed over sig og virkelig får luft under vingerne af to styk brusende popomkvæd.

LÆS OGSÅPoetiske Julie Marias stemme er bedre end sangene

Det samme gælder ’Sanseløs’, som er en duet med Søren Huss, hvor Julie Marie og hendes producer, Søren Mikkelsen, dyrker en mere poprocket lyd, som i mine ører klæder Julie Marias stemme bedre end den lige vel glatte pop, der præger albummet.

Her får hun et tiltrængt modspil.

Det går ikke
Et gennemgående problem er, at Julie Marias i længden noget spage vokal sammen med den poppede produktion bliver ret enslydende.

Flere tekstbrudstykker gentages tilmed ofte adskillige gange, hvilket til eksempel gør ’Ude af mig selv’ temmelig enerverende med et omkvæd, der simpelthen lyder: »Jeg er ude af mig selv / Ude af mig selv / Ude af mig selv / Jeg er ude af mig selv / Ude af mig selv / Alt går som det skal«.

Det er jeg ikke ubetinget enig med Julie Maria i.

Modsat Marie Key har hendes tekster ikke godt af at stå så langt fremme i lydbilledet, som de gør på ’Kom’. Det er de ganske enkelt ikke stærke nok til.