Der er én sang, der har overskygget alle andre i den forgangne uge, når det handler om pop.

Og det gør det, når det gælder den 24-årige Robyn Rihanna Fenty, der har stødt en kollektivt forfærdet musikbranche på manchetterne ved at inkludere den kontroversielle duet ’Nobody’s Business’ med sin ekskæreste Chris Brown på sit nye album.

Manden, der i 2009 gav Rihanna tæsk. Og truede med at slå hende ihjel. Politirapporten er grufuld læsning. Den ligger selvfølgelig på nettet. Sammen med en række billeder af den forslåede Rihanna, der kigger skamfuldt ned i jorden.

LÆS OGSÅGennembanket Rihanna reklamerer for Chris Brown-koncert

Men på ’Nobody’s Business’ hæver hun blikket på ny og går provokerende konfrontatorisk til værks.

Resultatet er foruroligende. Men med sit bløde, varme house-beat er sangen samtidig også et veldrejet frisk pust på en plade, der fremstår uhyre dyster i sit udtryk. Det er ubehageligt, at sangen udstiller parrets forhold som værende helt okay. Når det udefra set virker langt mere komplekst.

Men jeg skal ikke anmelde Rihannas måde at leve sit liv på. Og selv om ’Nobody’s Business’ er frastødende, er den samtidig også et stærkt bevis på, hvem der er den mest interessante kunstner af de to. Og det er ikke ham.

Følelsesløs plade
Men som helhed er ’Unapologetic’ ikke nær så interessant.

Denne gang har Rihanna ikke arbejdet sammen med Calvin Harris, der producerede tidligere kæmpehits som ’We Found Love’ og ’Only Girl (in the World)’. I stedet har hun bl.a. arbejdet med den franske dj David Guetta, hvilket ikke er nogen udpræget succes.

Den hårdtpumpede ’Right Now’ burde være sidste søm i kisten til den udvandede dancepop, Guetta har spyttet ud de seneste år. Det lyder, som om den danceprægede pop er ved at tæppebanke sig selv sønder og sammen. På ’Right Now’ er magien i hvert fald væk.

LÆS ANMELDELSEIngen når Rihanna til hofteholderne

Betydeligt bedre går det på den tilbagelænede førstesingle ’Diamonds’, hvor Rihannas karismatiske stemme løfter en lidt tam tekst op i de højere luftlag, imens rapperen Eminem gæster undergangshymnen med den sigende titel ’Numb’, der ligner et gennemgående tema for hele albummet: at være følelsesløs.

At knalde smerten væk, som på underlivsvuggende ’Jump’ der låner fra R&B-sangeren Ginuwines 90’er-hit ’Pony’. Eller at gå i byen for at glemme, som på den beskidt slæbende The Weeknd-rungende ’Pour it Up’, hvor dybe, elektronisk forvrængede stød fra en kakofoni af mandestemmer leger fræk percussion.

Det er her, ’Unapologetic’ er bedst. Her lyder albummet som en dyster og mere musikalsk nysgerrig vrangside til sin forgænger, den kåde ’Talk That Talk’.

Brølende Aguilera

Anmeldelse

Christina Aguilera

Titel: Lotus

Pladeselskab: RCA/Sony

Spilletid: 47 minutter

Hvor Rihanna ser dæmonerne i øjnene, er det, som om hendes popstjernekollega Christina Aguilera helt har opgivet ævred.

At lytte til hendes syvende studiealbum, ’Lotus’, er i hvert fald som at slå i en dyne, imens alverdens dameblade skriger deres mest firkantede budskaber ind i hovedet på en.

Det handler om at omfavne sin indre kvinde, om at rejse sig som en lotusblomst, og Aguilera messer ivrigt over sitarer og bongotrommer på det ufrivilligt komiske åbningsnummer.

LÆS OGSÅ Aguilera er en tam Lady Gaga-kopi

På synthesizerbårne up tempo-numre som ’Red Hot Kinda Love’ og ’Make the World Move’ lyder det endelig, som om hun har det sjovt.

Det er her, Aguilera er bedst. Når hun leger med sin til stadighed imponerende stemme i stedet for bare at brøle skingert og stædigt, som hun gør på det meste af ’Lotus’.

Værst på den fortissimo klichétunge ballade ’Sing for Me’ og den skingre førstesingle ’Your Body’.