De to hip-poppere Nik & Jay er klar med deres tredje plade, hvorfra vi allerede har hørt en del til hittet ’Boing!’ med det afhængighedsskabende sjove hook: »Boing boing, hendes røv går op og ned som en fjeder«.

Ligesom de to foregående album er pladen effektivt produceret af Jon og Jules og kan deles op i kategorierne: 1. Hits til dansegulvet. 2. Melodramatisk reality-soap. 3. Kærlighedssange. En effektiv tredeling, der går rent ind i ungpigehjerter og sarte sjæle, og så kunne denne her anmeldelse sådan set sagtens skrives på den fordomsfulde rutine.

Hvem var pigen?
Men der sker noget underligt, når man hører denne her plade. Det er de der storladne ballader, der gør det. Først rejser hårene sig på armene, så kommer gåsehuden og så, jo, den er god nok, man bliver sgu berørt.

’Når et lys slukkes’ er en tredelt, trist historie om et trafikuheld. ’Nu er det for sent’ handler om den pludselige forelskelse, et blik på gaden, hvem var pigen, som Jay (eller Nik) så på Frederiksberg Allé den sommerdag? ’Årstiderne skifter’ er pladens bedste track med kinesiske instrumenter, masser af strygere og endnu en af disse ekstremt detaljerede fortællinger om at finde den store kærlighed. Og miste den igen. Ja, det er dumt og rørstrømsk og direkte følelsespornografi. Men Nik & Jay har også en næsten rørende barnlig kærlighedsopfattelse, som en tur tilbage til ungdomsklubben med rystende knæ og det store dunkende spørgsmål: Kan du også lide mig?

Club-bangere kammer over
Der, hvor det kammer over, er i club-bangerne, som Nik & Jay selv kalder dem, hvor de overdriver den amerikanske ghetto bling-bling superego-stil til det uklædelige såvel som ulidelige. Men det de gør, gør de hele vejen, uden at blinke eller spare på noget. Jeg ved ikke, om jeg er enig, når Nik (eller Jay) i vanlig storladen stil rapper: »Jeg er kunst, når det er bedst«. Men pop-art er jo også kunst.