Nogle gange tager den logiske konsekvens en ordentlig omvej. Som nu den, der har ført JJ Cale og Eric Clapton sammen på 'The Road To Escondido’. De to guitarister mødte hinanden hos Delaney & Bonnie Bramlett sidst i 60’erne. Noget klikkede på bluessprog mellem den sky amerikaner og den engelske guitargud.

Clapton lod sig inspirere af Cales tilbagelænede Tulsa-stil og mumlende vokal og scorede nogle af karrierens største hits med JJ Cale som ’After Midnight’, ’Cocaine’ og ’Call Me The Breeze’. Var Clapton overhovedet blev en cross-over succes med hits så bløde som håndtyggede mokkasiner uden inspirationen fra Tulsa-manden?

Cale selv fik succes med debutalbummet, ’Naturally’, i 1972, toppede med ’Troubadour’ og nummeret ’Cocaine’ fire år senere og udsendte med jævne mellemrum og vekslende held et album, der ikke adskilte sig stort fra hinanden. Senest det overrumplende vellykkede ’To Tulsa And Back’.

To guitarmestre
Så det er to guitarmestre med ikke så lidt tilfælles, der finder sammen på ’The Road To Escondido’. Det ligner mest en tak for sidst fra Eric Claptons side. Næsten alle numrene er skrevet af JJ Cale. Clapton indtager en relativt ærbødig rolle. Men selvfølgelig nok så vigtig.

Mens orglet koger, har den skarpkantede bluesguitar og den meditative ditto nok at gøre med at holde hinanden fint med selskab.

JJ Cale er en af den slags mærkelige begavelser, hvor man næsten ikke kan regne ud, hvorfor det nogle gange swinger og andre gange ikke gør det. Forskellen er tit ens i en afslappet shuffle med en tekst, der uden mange variationer eller meget indhold gentager sig selv til bevidstløshed.

Tøf-tøf. Nogle gange kører futtoget bare i ring. Andre gange ender det ved magiske destinationer uden nogen egentlig påviselig forskel i køreplanerne. Mysteriet bliver sådan set ikke mindre med Eric Clapton om bord.

Ret skrabet i sit udtryk
’The Road To Escondido’ starter med ’Danger’. En JJ Cale-komposition. 5 minutter og 32 sekunders fantastisk tomgang. Et supernummer bristefærdigt af JJ Cale-magi på højde med ’Call Me Breeze’. Cales næste nummer ’Heads In Georgia’ er udført som en bare lidt mere regulær blues – og så udebliver magien.

Derefter står den desværre mest på kvalificeret blueshygge af den slags, man gerne vipper med poten til, men som ikke ligefrem får én til at falde bagover. ’Don’t Cry Sister’ er ikke ringe, men den har også små 30 år på bagen. ’

Anyway The Wind Blows’ er Cale i det mere letsindige hjørne. Godt og velkendt, men ikke så godt, som når den store mumlen fra Tulsa er dybere og mere rummelig i sit mysterium.

Mere end almindeligt behagelig er Clapton og John Mayers blues ’Hard To Thrill’, men det er, som om vægtfylden kun for alvor vil indfinde sig på de få numre, hvor energien samler sig om det helt særlige i JJ Cales talent.

Kommunikationen mellem Cales og Claptons guitarer er albummets raison d’être og selvfølgelig en nydelse, men også Billy Preston på hammondorgel og Taj Mahals mundharmonika yder interessante bidrag. I det hele taget har en ufattelig bunke musikere givet en hånd med. Ufattelig, fordi hele opsætningen egentlig er ret skrabet i sit udtryk.

’The Road To Escondido’ er mere hygge i knaldhytten end lyden af giganternes stævnemøde. Tempoet stiger, og tempoet falder, men det er, når man tager The JJ Train og det tøf-tøffer mest hypnotisk, at musikken ved sjældne lejligheder løfter sig fra skinnerne og finder noget andet og mindre prosaisk at køre på.

Som det næsten sker i afslutningsnummeret ’Ride The River’. En sigende titel. Det handler om at flyde ovenpå og lade sig føre med. Så kan man ende nye steder. Det sker for få gange på vejen til Escondido.