Hafdis Huld var kun teenager, da hun blev sangerinde i det islandske band GusGus. Gruppen, som efter The Sugarcubes og Björk blev udskreget til den næste store ting fra de cool lavalandskaber. GusGus har hverken kunstnerisk eller kommercielt haft samme gennemslagskraft som Sugarcubes eller Sigur Ros, men har i en halv snes år fremstået som et både imødekommende og snurrigt bekendtskab.

Nogle af de samme kvaliteter kendetegner Hafdis Hulds solo-debut ’Dirty Paper Cup’. En postmoderne pigelil, der synger om »boys and toys« i det mentale rum mellem ’Fucked Up Mind’ og ’Ice Cream Is Nice’. Finurlige sange, der ved første bekendtskab virker både tuttede og nuttede og så demonstrativt søde, at man skulle tro, Hafdis Huld dansede kunstnerisk rundt om sig selv iført kirsebærrød alpehue drysset med flormelis.

Men selv om ’Dirty Paper Cup’ aldrig helt får rystet det kokette af sig, så er det en samling sange, der undervejs afslører små, spidse mælketænder, der godt kan afsætte ømme aftryk i yndighederne. »Jeg håber, du kløjs i din plasticglorie« er et af de bedre omkvæd på en plade, hvor også ’Ski Jumper’ og ’Tomoko’ byder ind med en sangskrivning og en musikalsk iscenesættelse, der både er personlig, tidssvarende folkemusikalsk og på ægte islandsk manér ukueligt cool.