Sammenlignet med det meste af den opreklamerede rock, vi præsenteres for fra de britiske øer, er ’Yours Truly, Angry Mob’ klart over gennemsnittet. Men sammenlignet med debutalbummet fra kvintetten fra Leeds, ’Employment’, falmer denne toer desværre lidt.

Alle fortrin til trods forekommer det at være et lidt for tidligt mellemspil fra den energiske og uhyre talentfulde gruppe. Hvis Kaisers Chiefs ikke rammer et lumsk gennemsnit, må der vel være tale om et kejsersnit?

Den første sang, ’Ruby’, ramler ellers lige ned i den plørede vinter som en struttende frisk frugt fra en anden planet. Lækker, fristende og lige til at sætte tænderne i. Efter det velsmagende sus af vitaminer og efter at titelnummeret har forenet britiske giganter som Beatles og Blur, sjopper Kaisers Chiefs desværre ud i vintersjappet igen. For dog at lette lidt på den småpunkede ’Heat Dies Down’.

Vi skal helt frem til balladen med den muntre titel ’Love’s Not A Competition (But I’m Winning)’ for at finde noget, der hæver sig over det kværnende indtryk af, at drengene fra Leeds lever op efterladenskaber fra Oasis.

Heldigvis er der andre af den slags ordspil i titlerne at hygge sig med, problemet er bare, at både ’Everything Is Average Nowadays’ og den afsluttende ’Retirement’ lyder som lidt for oplagte kommentarer til dette udspil.

Kaisers Chiefs har opnået meget på kort tid, men har efter alt at dømme haft alt for travlt med at forfølge succesen. Ærgerligt, for ingen skal være i tvivl om, at Kaisers Chiefs har potentialet, evnerne og også sangene til at blive det helt store i britisk rock.