Gamle The Cure bliver rutinemæssigt nævnt som den måske vigtigste inspirationskilde for den nye bølge af lettere skingre guitarrockbands fra USA og Canada.

Men skal man finde ophavet til de mange bjæffende vokalister og de kantede rytmer er en nok så nutidig og central smittekilde det amerikanske rockband Modest Mouse. En trio fra en forstad til Seattle under ledelse af den seriøst rablende frontfigur Isaack Brock.

Rocksange med kantede tekster
Modest Mouse fik i 1997 et fortjent kritikergennembrud med ’Lonesome Crowded West’, der placerede gruppens på én gang rå og skrøbelige lyd på det musikalske landkort som en slags Vestkystens syrede sidestykke til det mere cool Pavement fra New York. En anden sammenligning kunne være, hvis Flaming Lips og Mercury Rev havde glemt alt om konceptuel kunstfærdighed og i stedet bare valgt at gå fra koncepterne. Altså absolut alternativt.

Alligevel blev Modest Mouse ved årtusindskiftet ’opkøbt’ af Sony. Måske i håb om at opdage ’det nye grunge’ fra Seattle. Næppe i håb om at vælte hitlisterne. Men troværdige bands kan også pynte som en slags overskud på den indre bundlinje. Målt på egenart har Modest Mouse leveret varen.

Som ’The Moon & Antartica’ (2000) og ’Good News For People Who Love Bad News’ (2004) er ’We Were Dead Before The Ship Even Sank’ en samling kantede rocksange med kryptiske tekster og en særlig slingrende energi. Det hele er blevet større og flottere denne gang, men grundlæggende ikke et hak mere veltilpasset.

Rock med hornmusik
Trioen er efterhånden vokset til en sekstet, og medlem nummer seks er ingen anden end Johnny Marr. Den tidligere guitargud fra The Smiths. Giver det nogen mening? Mere end man umiddelbart skulle tro. Marrs klang giver en slags harmonisk rygstøtte til det disharmoniske Brockehoved, og vil man bygge noget større, er det godt med et fundament, hvor ikke alle vinkler er vinde og skæve!

Som Arcade Fires ’Neon Bible’ er ’We Were Dead ...’ nemlig endnu et spændende eksempel på, at Den Store Rocklyd også for alternative band er blevet en legitim ambition. For Modest Mouse får det den paradoksale og bestemt ikke uinteressante effekt af en beskeden mus, der brøler som en løve.

Ganske vist en svært forståelig og forstyrret løve, men alligevel. Som når det otte minutter lange ’Spitting Venom’ udvikler sig fra en beskeden rocksang til et grandiost opbud af hornmusik, uden at man på noget tidspunkt aner en vandtæt forklaring i horisonten.

Absolut indierock
»Oh fuck it, I guess we’re lost« synger Brock på ’Parting Of The Sensory’ med et altomfattende skuldertræk på noget, der måske, måske ikke er et konceptalbum om, at alt går i spåner og er helt til rotterne, men at festen ikke er aflyst af den grund. Hvorfor skulle den være det, når Brock & Co. på ’March Into The Sea’ og ’Parting Of The Sensory’ lyder som et indierockband, der er kommet op at slås med de gamle sørøverrockere The Pogues.

Vil ’We We’re Dead ...’ være albummet, der omsider også uden for USA gør Modest Mouse til noget mere velvoksent end en relativt velbevaret hemmelighed? Ikke sandsynligt. Lyden er større og flottere og udtrykket på alle måder mere varieret, men kernen er så utilnærmelig 100 procent Brock som altid.

Men er man først hooked på Modest Mouse er sange som ’Steam Eugenius’, ’Dashboard’ og ’March Into The Sea’ kærkomne tilføjelser til en knudret kanon. Mere indie end Modest Mouse bliver indierock ikke.