Tilbage i 2002 blev den 17-årige Avril Lavigne på et øjeblik hele verdens favorit utilpassede teenager.

Den mopsede mund under det lange hår, skaterklunset med løst hængende slips og ikke mindst en lille håndfuld uafrystelige popmelodier dannede konturerne i det nye teenageidol, der ganske uprætentiøst og med en uimponeret attitude talte så direkte til sit unge publikum, at mere end 15 millioner måtte en tur ned i pladebutikken efter debuten ’Let Go’.

Nu er den canadiske pige blevet 22 år, og efter den på skrømt mørkere ’Under My Skin’ fra 2004 har Lavigne skiftet ham og er nu pakket helt ind i pink og klar til at rive konkurrerende idolplakater ned fra teenagernes vægge.

I hver fald er hver eneste side i bookletten i ’The Best Damn Thing’ en lille idolplakat. De skal fungere som blikfang i markedsføringen af Avril Lavignes aggressive powerpop som det bedste soundtrack til teenagelivets kvaler med indestængt vrede, lunefulde veninder og kærester af både den søde og dumme støbning.

Behøver ikke sminken
Men i grunden behøver Avril Lavigne ikke al sminken, for musikken kan sagtens gøre arbejdet alene. Hendes øre for det effektive omkvæd i de energiske punkpop-udladninger er stadig intakt, og selv om der ikke tages den mindste chance i sangenes opbygning og den fræsende guitar hele tiden markerer forskellen på omkvæd og vers, er de fleste sange upåklageligt fængende.

Men når nu Avril Lavigne har besluttet sig for at blive på teenageværelset og holde igen med de kunstneriske ambitioner, er det en skam, at hun ikke har holdt fast i sit oprindeligt mere ferske og flabede udtryk i stedet for med sange som ’Girlfriend’ og ’The Best Damn Thing’ blot at efterligne alle de andre Gwen Stefanier og Ashlee Simpsoner, der iscenesat plirrer med øjenvipperne.

For så bliver det effektive refræn hurtigt malet til ligegyldigt popmel i musikindustriens imagemølle.

• Læs flere cd-anmeldelser