Uden for Danmarks grænser er der ikke mange, der kender navnet Beth Hart. Men herhjemme er den amerikanske sangskriver og sangerinde blevet en succesfuld gæstestjerne med et salg på 40.000 eksemplarer af albummet ’Leave The Lights On’, som den danske afdeling af internationale Sony bestemte sig for at udgive i 2004.

Efter en fantastisk koncert på Skanderborg Festivalen samme år begyndte Beth Hart at blive ’verdensberømt’ i Danmark.

Mens Sanne Salomonsen ufrivilligt har holdt pause fra scenerne, har amerikaneren med den rå stemme overtaget den ledige position som ’rockmama’ med talrige koncertbesøg, medvirken i tv-programmer og nu sit i alt fjerde album ’37 Days’, produceret af danske Rune Westberg og udgivet af lokalafdelingen af endnu en international gigant, Universal.

Forudsigelig stadionrock
Med fare for at lyde lokalpatriotisk er der dog stadig intet Beth Hart præsterer, som københavnske Kira Skov ikke kan levere med større indlevelse, stemmepragt og originalitet i udtrykket. Beth Hart er i hvert fald på plade leveringsdygtig i en ferm, men også forudsigelig stadionrock med masser af tung hamren i klaveret og pres på stemmebåndene.

’Leave The Lights On’ var en mere intens affære, baseret på sangerindens kamp mod alkohol, stoffer og psykiske dæmoner, sat i scene med en musik, som både inddrog gospel, soul og pop. Denne gang er dæmonerne blæst væk i en gevaldig rocktorden, der dog også er som renset for indre drama.

Solidt rockalbum
Så længe bandet fyrer den af i Rune Westbergs fornemt afbalancerede og lækre produktion, fungerer det i veloplagte sange som ’Good As It Gets’, ’Sick’, ’Face Forward Son’ og ’One Eyed Chicken’. Også ballader som ’Forever Young’ og ’Easy’ udmærker sig, men mest som signaturer, der live vil kunne foldes formidabelt ud.

Ingen tvivl om, at Beth Hart er en intens og energisk performer ved sine koncerter. Men på plade bliver udtrykket med stemmens voldsomme vibrato over en syndflod af oppisket rock indimellem anstrengt og endimensionalt for den lille diva. ’37 Days’ er et godt og solidt rockalbum, som dog desværre ikke føjer nye aspekter til af Beth Hart, der først og fremmest bør opleves live.