Egentlig skulle M.I.A. have indspillet opfølgeren til sin to år gamle og stærkt roste debut, ’Arular’, i USA i selskab med tidens varmeste hitmager, Timbaland.

Men dels kunne M.I.A., som selv har udtrykt sig positivt om PLO og er datter af en efterlyst oprører fra De Tamilske Tigre, ikke få indrejsetilladelse til USA, dels havde hun måske inderst inde svært ved at se sig selv som en syngende hånddukke fra Timbalands globale hitbutik som eksempelvis Nelly Furtado.

Et stolt, politisk banner
Uanset hvordan og hvorfor valgte M.I.A. at indspille sit album med hjælp fra alle andre end Timbaland og i stort set alle andre lande end USA.

Nu er dette farvestrålende, flyvende kludetæppe som et stolt, politisk banner for den tredje verden, M.I.A. åbenbart hellere vil repræsentere end score kassen i USA som Timbalands nye kæledægge, landet i cd-skuffen.

Heldigvis. For hvad gør det, at dollarsedlerne ikke fyger ind på kontoen, når man er stor i det ludfattige afrikanske land Mozambique, som M.I.A. ironisk hævder at være i duetten med den 18-årige rapper Afrikan Boy, ’Hussel’.

Moderniseret, etnisk gademusik
Hvis der findes en rød tråd, der kan binde dette spraglede elektricitetsværk af moderniseret, etnisk gademusik sammen, er det netop den bidende sarkasme, M.I.A. strør om sig med som sukkerpudret stryknin.

På ’Arular’ (navnet på hendes oprørske far) moderniserede hun poppen og fostrede indlysende hits som den smittende ’Galang’ og ’Sunshowers’ med et forunderligt klarsyn midt i globalt, politisk og musikalsk kaos.

På ’Kala’ (navnet på sangerindens mor) fortoner det melodiske klarsyn sig i en nysgerrighed og åbenhed, der synes at ville favne alverdens musikalske genrer og danse gennem den tredje verden i undergrundens slidte, men energiske sko.

Integrerer tredje verden i udtrykket
På sin forunderlige rejse krydser 31-årige M.I.A. (Maya Arulpragasam) talrige indiske genrer, jamaicansk dancehall, caribisk reggaeton, aborigin hiphop fra Australien med didgeridoo, brutal britisk grime-hiphop samt naturligvis talrige elektroniske klange.

Hvortil kommer, at M.I.A. og Switch, hendes foretrukne producer med speciale i dirty house, skamløst, men oftest elegant sampler fra koryfæer som Clash, New Order og Pixies.

Hun minder i mange henseender om musikalske opdagelsesrejsende som islandske Björk og fransk-spanske Manu Chao, der også integrerer tredje verden i udtrykket.

Men hun har den rå og direkte aggression samt de revolutionære slagord til fælles med engelske Clash, der i sin tid også forbandt storbyernes rå punk med immigranternes medbragte rytmik i Margaret Thatchers modsætningsfyldte London.

Storbyens modsætninger
Siden er den storbys modsætninger mellem racer, religioner og sociale klasser blevet hele verdens. Hvad ’Kala’ er et musikalsk spejl af.

Startende med den effektfulde electrobombe ’Bamgoo Banga’, hvor M.I.A. med sin opstemte, messende rap med charmerende indisk accent fremmaler verdens uligheder i et enkelt billede af den seje firhjulstrækker.

Det er nogle ganske få forundt at tordne rundt i den, mens resten af verden må løbe bagved i benzinosen fra den forslugne motor og tigge om at få bare et lillebitte lift.

Bombardementet fortsætter på ’Birdflu’ og ’Boys’, inden M.I.A. for første og eneste gang på albummet slipper poppen løs på singlen ’Jimmy’, der inviterer Bollywood-musik på diskotek.

Et vandfald af heftige lyde
Til trods for sit eksotiske præg er ’Jimmy’ det nærmeste på albummet, vi kommer en traditionel sang. Det bæres ikke hjem af melodiske højdepunkter, men af sin utæmmelige energi som i eksempelvis ’Hussel’ og det vandfald af heftige lyde, der buldrer ned gennem alle sangene.

Ikke mindst på den stemningsfyldte ’Mango Pickle Down River’, der introducerer aborigine børnerappere fra Australien hen over den tunge rumlen fra deres traditionelle instrument didgeridoo, og ’20 Dollar’, som lader baslinjen fra klassikeren ’Blue Monday’ indgå i en kakofoni af skudsalver, slagtøj og gadestøj fra et af de mere barske kvarterer i Den Globale Landsby.

På for mange andre sange får M.I.A. ikke rystet noget holdbart ud af sin spilledåse, tomgangen sniger sig ind under lige så tomme paroler hist og her.

Løser politiske pointer mod slutningen
Heldigvis løser M.I.A. op for sine politiske pointer om forurening, krig, uretfærdighed og terrorisme mod slutningen. På den drilske ’Paper Planes’ er vi langt ovre i opfordringer til civil ulydighed og simpelt tyveri fra den rige verden.

Som den snedige heltinde Lisbeth Salander fra Stieg Larssons svenske krimitrilogi krydser M.I.A. landegrænser og pinkoder for at lænse konti og dele ud som en kvindelig Robin Hood: »Catch me at the border/ I got visas in my name ... all I wanna do is (skudsalver høres, red.) ... and take your money«.

Ledsaget af et indsmigrende børnekor, se, det er jo løjer eller ren snak. »Some I murder, some I let go«, konkluderer M.I.A.

Her er M.I.A. pludselig selv den hustler, hun vender sig imod på ’Hussel’. Så alvorligt og dogmatisk skal man altså heller ikke tage de politiske paroler. Til gengæld får man indtryk af, at sangerinden egentlig er mest sig selv her, hvad der kun kan afføde ønsker om, at M.I.A. næste gang er mere sig selv og mindre en musikalsk Moder Jord.

Med plads til alle
I mellemtiden er hun sluppet ind i USA og bor i dag i New York. Derfor er det logisk nok, at det globale trip slutter med ’Come Around’, en duet med Timbaland med den tiltænkte hovedrolle. Sjovt nok er det, der vist skal være en sexet duet, påfaldende lamt og uforløst.

Så alt i alt kan både M.I.A. og vi andre være tilfredse med, at hun tog en gevaldig omvej på sin flugt til Amerika.

Hvis hun havde fået stampet lidt mere melodimæssigt indhold på rejsen, var ’Kala’ endt som et mesterværk.

Det er dog ikke svært at stille sig tilfreds med et varmende destillat af de livgivende eliksirer, kloden trods alt har at byde på, når M.I.A. er bartender. Med plads til alle langs den alt andet end blankpolerede bardisk.

• Læs også anmeldelsen af M.I.A.s første album 'Arular': En flygtning mixer sit spor