En ny generation af kvindelige sanger-sangskrivere indtager i disse år den danske scene. Dominerende er hverken tidligere tiders vokale skønsangerinder eller alvoren i de ligefremme bekendelser. I stedet synes den vokale skovtrold med de knirkende stemmebånds ærlighed og ordets kniksende charme at dominere.

En vokal æstetik, der tidligere blev betragtet som alternativ er i hvert fald til dels den nye mainstream. Hvis man da overhovedet med vore dages salgstal kan snakke om en egentlig mainstream. Bortset fra Tina Dickow?

Et par af de senere års bedste eksempler er Marie fra Marie Key Band og Ane Trolle (’Sweet Dogs’ med Siebenhaar og om aktuel med JaConfetti). De får selskab.

Grønne rødder i folkemusikken
Debutanten Laura Mo viser en del temperament på albummet ’Alkymi’ men med et blandet resultat. Forbilledet er ikke så meget Under Byen og Rickie Lee Jones’ kløgtige køligjazz, som det er Lisa Ekdahl (’Mors sag’, ’Alkymisten’) i den svenske sangerindes mest koket, kvidrende visehjørne.

’Mors sag’, ’Alkymisten’ og ’Dansesko’ er mere end en smule småforelskede i Ekdahls tonefald og tilgang. Poprock med grønne rødder i folkemusikkens organiske idealer og en duft af roots.

Stokkonservativt
Laura Mo har en fin stemme, men det knirkende og nuttede passer ikke lige godt sammen med en musik, der er så traditionelt iscenesat, at ordet stokkonservativ ligger lige for. Mest problematisk på en sang som ’Min egen’, der med fuldt tryk på alle sine virkemidler ender med at blive meget gennemsnitlig.

Mest ligefrem og velfungerende ’På gode dage’, hvor dialektikken mellem opvask, regninger og vandresko og de dage, hvor man tror på kærlighed, engle og evighed, fungerer.

Talent og omhu
Surfguitar på ’Dansesko’ er egentlig hverken her eller der, men virker alligevel som et opmuntrende indslag på et album lavet med både talent og omhu, men som musikalsk er mere stuerent end smukt.

Og tynget af et tekstunivers, der nok er personligt, men hvor Laura Mos brug af folkevisens figurer (drømmere, prinsesser, osv.) trækker mere i retning af klicheen end det modsatte.

Så ren besked som man får af Marie Key på ’Er det nu’, er Laura Mo endnu ikke i stand til at levere. Hun er stadigvæk der, hvor man ikke er færdig med at pejle og spejle.