Intet nyt er godt nyt. Sådan vil mange Bruce Springsteen-fans utvivlsomt have det med albummet ’Magic’.

For her er det nye, at det er længe siden, Springsteen i dén grad har lydt, som om de go’e gamle dage er tilbage igen.

Nemlig de go’e gamle dage med den go’e gamle magi og vedvarende energi, der opstod, når Bossen kaldte sit trofaste E Street Band under fanerne.

Opfindsomt og nyskabende er det ikke. Til gengæld kan man med E Street Band i notorisk topform (de gutter kender ikke til andet!) være sikker på, at skidtet swinger med statsgaranti udstedt i New Jersey.

Lyslevende nostalgi
’Magic’ er det første album med E Street Band siden ’The Rising’ fra 2002, men lyd og indhold peger meget længere tilbage i tiden.

Man fornærmer næppe nogen ved at betegne albummet som lyslevende nostalgi. Springsteen classic. På albummets syv numre er det groft sagt Springsteen, som han lød i 1970’erne og til og med ’Born In The USA’ (’84).

Væk er både prædikestol og lejrbål. Hvor Springsteen igennem årene med plader inspireret af Pete Seeger, Woody Guthrie og John Steinbeck har søgt tilbage til rødderne, søger han denne gang tilbage til sig selv som ung rod.

Og så er det altså svært at græmmes over så ublufærdigt romantisk og vitalt bagstræberisk et udspil!

Råt åbningsbrag
Åbningsbraget ’Radio Nowhere’ er ellers lige ved at love noget helt andet og nyt. En hidsig temperaturtagning med en blændende, rå guitar og en flosset vokal, der gør, at man et øjeblik tror, produceren Brendan O’Brien har puttet noget krasbørstigt i kaffen.

Dér spidser man ører!

Men så indfinder mere velkendte toner sig efterhånden som E Street Band får sat sig til rette.

Roy Bittans piano, Max Weinbergs trommer og Clarence Clemmons’ sax finder deres faste pladser, og så er det slut med overraskelserne i lydbilledet. Kollektivet E Street Band lyder nu en gang som E Street Band.

Til gengæld fungerer det upåklageligt. Og levende musik som bare pokker, det er hævet over enhver diskussion.

Romantik er hårdt arbejde
’You’ll Be Coming Down’, ’Girls In Their Summer Clothes’ og ’I’ll Work For Your Love’ er perfekte lunser rockromantik af den støbning, som kun Springsteen kan fyre af, så man for en stund glemmer alt om kynisme og forståelig skepsis.

»I’ll work for your love«, synger Springsteen, for han er som altid en mand, der ved, at romantik er hårdt arbejde, og at kærlighedsarbejdet i sidste ende gøres op i mandetimer.

»The dust of civilization / And loves sweet remain / Slip off your fingers / And come driftin’ down like rain« er altså hverken det mindst ambitiøse eller det mindst vellykkede vers i en kærlighedssang på denne side af årtusindskiftet.

Når Springsteen synger for, hopper man, uanset om man som jeg til daglig er adstadig cyklist, gerne op på bagsædet af en ’Gipsy Biker’ og lever med på drømmen om at give den gas.

Grund til at være alvorlig
Men efter fest og farver kommer tømmermænd og eftertanke. Så efter E Street Band for fuld skrue bliver der på ’Magic’, Last To Die’, ’Long Walk Home’ og ’Devil’s Arcade’ overvejende skruet ned for tempo og humør.

Fire alvorlige sange, der viser, at Springsteen ikke har glemt, at der er grund nok til at være alvorlig.

Er ’Last To Die’ og ’Long Walk To Home’ relativt forudsigelige kommentarer til de amerikanske trakasserier, er det centrale titelnummer til gengæld et gådefuldt, billedskabende og reelt urovækkende nummer om en slags Houdini fra Helvede, der med sine sære tricks vender op og ned på verdens gang.

Violinistinden Soozie Tyrell er her en velkommen overlevering fra ’Seeger Sessions’.

Den unge Bruce i en ældre udgave
’Magic’ præsenterer den unge Bruce i en ældre udgave. Der er ikke noget utroværdigt i det. Når gamle mænd ser sig selv i spejlet, ser de den unge mand, de andre ikke længere kan få øje på.

Her haler den unge mand sig selv op ved årenes hår. Alle mand på barrikaderne en sidste gang med tangenter, guitar, mundharpe, piber og trommer. Bekymret over verdens skæve gang, men ikke for gammel til at glemme det hele for en stund og en rocksvingom.

’Magic’ er smægtende romantisk rockmusik skabt til at blive spillet for fulde hørm på scenen. På trods af de absolut nutidige anliggender i teksterne hamrende nostalgisk.

Men det er ganske typisk for Bruce Springsteen, at han, der jo netop er romantiker med hud og hår, kan være ægte nostalgisk, uden at det et sekund opleves som vommet, flommet, kalkulerende eller uoprigtigt.

Egentlig snarere rørende, synes jeg, og også at foretrække frem for både den tidssvarende modenhed på ’The Rising’ og den levende arkæologi i ’Seeger Sessions’.

Men det er måske bare, fordi jeg selv har alderen?