Siden Magtens Korridorer belærte os om, at ludbehandlede træpersienner er den sikre vej til stagnation i ens ’Lorteparforhold’, har den københavnske kvintet med glans indtaget rollen som dansk rocks energiforsyning.

Albummet ’Friværdi’ med sin oprørske råstyrke ramte lige i solar plexus på en musikscene, der så småt var ved at lulle sig selv i søvn i selvfed hang til underholdning for enhver pris.

Punk og folkelighed
Med sange som den om parforholdet, ’Picnic (på Kastellet)’, ’Sara har ...’ og ’Nordhavn Station’ blæste Magtens Korridorer med en stormstyrke, så pænheden raslede af bordet.

Kombinationen af 1970’ernes punk og dansk folkelighed fængede, og den uundgåelige sammenligning med Gasolin’ røg selvfølgelig op af kassen med klicheer, mens Magtens Korridorer spillede og spillede og spillede landet rundt.

Hårdt og kompromisløst
Sangeren med den karismatisk flabede stemme, Johan Olsen, der i mellemtiden er blevet en central person i dansk rock, har lagt stemme til hittet ’A Garden’s Tale’ med de tunge kolleger i Volbeat og udsendt et finurligt minialbum med Torben Steno.

I sommer blev der så endelig tid til at tænke på en opfølger. Det ville være i direkte modstrid med Magtens Korridorers stil og ånd at tænke kommercielt og forsøge at score nye hit fra de krøllede lagner under det danske samliv.

Indspillet på tre uger
Bandet har da også i stedet valgt at skrue endnu mere op for rocken og inspirationen fra punken på et album, der er indspillet på tre uger i Gula Studion i Malmø sammen med produceren Marco Manieri, der har arbejdet med blandt andre landsmændene i The Ark og The Alpine.

Fra første skæring, ’Pandora’, knalder guitarerne hårdt og kompromisløst ind i ørerne på lytteren i en fremadpiskende sang, der får selskab af en til fra samme skuffe, ’Dæmoner’. Magtens Korridorer har straks sat sit aftryk.

Simple, men skarpt skårne riffs og melodier
Albummet ’Det krøllede håb’, der i realiteten er det tredje album fra københavnerne, der debuterede i 1998 med ’Bagsiden af medaljen’, lyder langt mere som Magtens Korridorer live end ’Friværdi’.

Det enorme attak i rytmegruppen med Anders Ramhedes trommer og Terkel Møhls bas omsættes straks i simple, men skarpt skårne riffs og melodier fra guitaristerne Rasmus Kern og Niklas Schneidermann.

Rendestenslyrik
Bortset fra forkærligheden for rendestenslyrik som i ’A er på druk’ og ’Snot og ild’ er der denne gang ikke meget belæg for sammenligningen med Gasolin’. Til gengæld er det en velsignelse at høre det tidligere medlem af Sort Sol Knud Odde folde sig ud som melodimager og magisk tekstforfatter i den afsluttende ’Skt. Petri’. Sangen på dansk emmer af den utilnærmelige mystik, der også præger Sort Sol-klassikere som ’Shaheeba Bay’.

Efter sigende fik Magtens Korridorer overdraget sangen under et værtshusbesøg med Knud Odde. Ikke desto mindre må samarbejdet meget gerne udvides, for det kan ikke nægtes, at ’Skt. Petri’ hæver sig over de øvrige sange.

Savner variation
Magtens Korridorer har bidt sig helt ind til benet af rocken, men smagen af ben bliver over et dusin sange temmelig ensformig. Udtrykket savner variation og kunne godt bruge lidt af den lurendrejerlyrik og åbenhed, der trivedes i duoen med Johan Olsen og Torben Steno.

Derfor fungerer ’Det krøllede håb’ som lige præcis et håb om, at Magtens Korridorer næste gang kan omsætte energien og det flydende samspil til at skabe et stort album, der hæver sig over rollen som adgangsbillet til de koncertsale, hvor sange som den stramme ’Tro på det’ vil folde sig ud for alvor i de kommende måneder.