Da Kim Larsen var 48 år, flyttede han til Odense. Efter eget udsagn »som flygtning« fra en skilsmisse i København. Rent musikalsk var der tale om en retræte, troede han i hvert fald selv.

»Om fem minutter fylder du 50 år, du gamle. Din tid ude på tribunerne er nok ved at være forbi, i hvert fald med rock og rul. Det kan være, at man kan finde sig en sidemand og sætte sig ned med den akustiske guitar rundt omkring«, sagde Larsen til sig selv på vejen til Fyn.

Hvor danmarkshistoriens mest populære kunstner ikke desto mindre løb ind i de lokale musikere Karsten Skovgaard (guitar) og Jesper Rosenqvist, trommer. Senere kom også unge Jesper Haugaard med på bas og den besætning udgør nu bandet Kjukken.

Cd - nu med dokumentarfilm
Historien om, hvordan Kim Larsen fik sin karrieres andet store orkester, findes i den lille fine dokumentarfilm, der er hæftet i enden på den live-dvd, som er en del af denne herlige, store pakke fra to koncerter i Helsingør forrige sommer. Det første store orkester behøver vi ikke nævne ved navn, men blot slå fast, at det fylder kolossalt meget også for Kjukken.

Sådan er det med monumenterne i dansk rock. De kan ikke bare sløjfes. Til gengæld er det respektindgydende, hvor friskt og engageret, Kim Larsen leverer de tekster, der er ristet ind i runen hver eneste gang, han tager dem i munden. Fraseringens danske mester kan stadig lyde som en ømskindet teenager, der ør af forelskelse synger til ’Rita’: »Hvis du ikke vil ha’ mig/ er du alligevel min/ for jeg kan gå og drømme om dig, lige så tosset, jeg vil ... i den lyse sommernat/ det svimler for mig«.

Spiller for FC Rock’n’Roll
Og 62-årige Kim Larsen er stadig holdspiller for FC Rock’n’Roll i en grad, så hjertet banker fra væg til væg i hver en sportshal, når han synger ’Det bedste til mig og mine venner’ for de medsammensvorne drengerøve i bandet.

Et sted mellem den blide ømhed og det rå mandfolkebrøl ligger Kim Larsens store talent.

Som har fået lov at vokse vildt i hans helt særlige mix af højskole, anarki, nostalgisk rock’n’roll, folkekomedie og dollargrin. Et univers, som klæder den danske folkesjæl lige så godt som en af de habitjakker, der er hængt på millionæren Larsens krop. Og som gudhjælpemig stadig ser ud som om de er købt i Frelsens Hær.

Er Kim Larsen så en dårligere kunstner end samtidige som eksempelvis C.V. Jørgensen, fordi han har denne dybe folkelige dimension?

Lyder stadig sjov på engelsk
Kun når han en sjælden gang imellem åbenlyst spiller for og efter folkedybet med muntre bagateller som ’Sømand om bord’, der retfærdigvis er den eneste af slagsen, som er taget med her. Eller ved at blæse ’This Is My Life’ – Gasolin’-klassikeren, der også er Kim Larsens bedste bud på en engelsksproget sang – op til noget i retning af en ballade fra et af firsernes permanentede heavybands. Med en sanger, der stadig lyder sjov på engelsk.

Så lad os til gengæld glædes over, at Kim Larsen stadig er manden, der kan bruge sin appel, tæft og poetiske pondus til at skrive sange som ’Fremmed’ fra sidste års ’Gammel Hankat’ med den guddommelige linje: »Vi er alle sammen fremmede/ men jeg har hjemme her«.

Hyldest til Steppeulvene
Og at han også har mod og ægte pli nok til at hylde Steppeulvene, der vel var for Gasolin’, hvad gasserne senere blev for alle andre bands i dansk rock ved at levere sin og Kjukkens legende version af ’Lykkens pamfil’.

Nok om ham Larsen. For i lighed med ’Det var en torsdag aften’ fra 2002 er dette jo også Kjukkens liveplade. Selv om det unægtelig kan ligne ren spekulation, at der op til hver jul, udkommer nyt fra det fynske eksil, er det en fair og god idé at hylde det hold med (endnu) en liveplade.

Hvor den første var en dokumentation af det vellykkede projekt med ’Sange fra Glemmebogen’, er det her en fejring af rock-bandet fra Odense. Historisk interesserede fans kan roligt give albummet tilnavnet ’Kjukken Live Sådan!’ og mindes det første orkesters legendariske udspil fra – nå, ja – 1976. Hvilket er fair nok, fordi de medtagne numre netop blander fortid og nutid så ubemærket let.

Guldåren er ramt
Bandet formår også at farve sangene i blødt lys og stemme sanger Larsen i det milde, lyriske hjørne, der klæder ham så forbasket godt.

Derfor – og fordi han selv er ualmindeligt inspireret – har Kim Larsen sent i karrieren ramt guldåren langt nede i minen. Man kan dårligt få nok af Kim Larsen i disse år.

Skulle endnu et livealbum dukke op, kunne det være fra den akustiske turne med en sidemand, der i første omgang blev aflyst på grund af Kjukkens opståen. Det ville være noget nyt og spændende. Altså bare som sådan en lillebitte pause ... engang ’Efter endnu en dag’ på kontoret.