’Every Streetcar Has A Name’ hedder Michael Møllers solodebut. Det er jo næsten som i sexsymbolet Marlon Brandos gennembrudsfilm ’A Streetcar Named Desire’, og Møllers album har da også undertitlen ’sange om sex og begær’.

Det er ikke falsk varebetegnelse. Det er kærlighedssange komplet med mærker efter tandsæt i de ømmere dele! Sangeren fra Moi Caprice slipper kun nødigt kropskontakten på ’Every Streetcar has A Name’.

Moi Caprice har fået et sent gennembrud, men Michael Møller er til gengæld ikke sen til at gribe chancen. Idéen med sådan et nutidigt koncept-album om begær, jalousi, savn og erotik er god og ambitiøs.

Dokumentarisk naturalisme
Bortset fra enkelte indskud af altmodisch karakter er Møllers engelske spændstigt og præcist og en befriende næsten dokumentarisk naturalisme præger sangene. Det bliver dog samtidig også en del af albummets akilleshæl.

16 sange om attraktion og frastødning er mange, når teksterne er afvæbnende ligefremme, men også netop derfor uden flerdimensionalitet.

De mange sange er ganske enkelt iscenesatte. Arrangeret med strøg af følsom variation, men også i vokalen grundlæggende ret enslydende. Homogenitet og kvantitet spiller ikke sammen til Michael Møllers fordel.

Fin vokalist
Havde albummet været strammere redigeret kunne virkelig fornemme sange som ’A Queen Between The Sheets’, ’Don’t Ever Kiss Him Again’ og ’A Sunday Routine’ have været omdrejningspunkter på et markant album.

Nu er de i stedet lyspunkter på et album, hvor lidt for meget af det hele svækker projektet, og hvor den duvende melankolske tone heller ikke ligefrem afspejler en rødglødende eros. Til gengæld er det så dejligt at høre duetten med Amanda Brown.

At han er en fin vokalist og en glimrende sangskriver demonstrerer Møller til overflod på ’Every Streetcar has A Name’, men lidt for meget af det gode er ikke helt godt nok i denne sammenhæng.

Nikolaj Nørlund har produceret, men har tilsyneladende ikke insisteret strengt nok på den nødvendige, strammere redigering.