En af dansk musik hysterisk velbevarede hemmeligheder er den 31-årige Patrick Rasmussen. Forklaringen på den beherskede interesse for Rasmussen er muligvis, at manden tillader sig den flothed at bo i Berlin og gå under kunstnernavnet Raz Ohara, der alt andet lige ikke lyder just hjemligt.

Musikalsk set er det ærgerligt, hvis vi landsmænd mod nord snyder os selv for Raz Oharas ekstremt vellydende blanding af nedtonet, lækker pop og electronica.

I Tyskland har Raz Ohara som solist udgivet et par yderst vellykkede soloalbum på det hippe berlinske selskab Kitty-Yo. På sit nye album arbejder han sammen med vennen og Oliver Doerell under navnet Raz Ohara & The Odd Orchestra. Resultatet er fremdeles glimrende.

Indbydende, underspillede sange
Allerede i første sang, ’Happy Song’, afslører Raz Ohara & The Odd Orchestra potentialet. Titlen til trods er der tale om en langsomt glidende og gennemført bittersød sag om, hvordan lykken kan dukke op, når lykken/kærligheden er slut og omsat til en glad lille melodi for minderne.

Sprøde guitarstrenge skærer sig igennem den bløde melodi i et smagfuldt møde mellem en violin, tangenter og samples.

Tempoet stiger, men stilen holdes på ’Kisses’ og den tredje sang, One’, lister lunt af sted på et drilsk, jazzet beat.

Sådan fortsætter albummet faktisk hele vejen igennem med indbydende sange i underspillede arrangementer i en æstetisk indpakning.

Melankoli i endeløs stilfuldhed i fornem blanding af akustiske instrumenter og diskrete elektroniske virkemidler meget langt fra dansegulvet. Ind i mellem kan den næsten mumlende tristesse dog blive lige stille og ens nok for i hvert fald mine ører.