Kan du huske første gang, du hørte den plade? I dette tilfælde ja.

Siddende sammen med andre unge mennesker på hug i et stort sparsomt møbleret rum i København.

1970’erne er lige blevet til 1980’erne, og det er koldt ad helvede til på begge sider af murene.

Skræmmende og forlokkende
Væggene er nøgne. De var særlig nøgne på den tid. Op ad dem står lænet lærreder af ’unge vilde’ malere.

På grammofonen snurrer et stykke vinyl. Lyden i de store højttalere er som de rå vægge. Den slår hårdt tilbage.

Bas og trommer trukket frem i lydbilledet. Rumklangen får det til at lyde både primitivt og avanceret.

Helt anderledes end både punk og new wave. Skræmmende og forlokkende. Som at blive spiddet med stemmegaffel i solar plexus.

I verdensrummets kølehus
Imellem bas og trommer og den kantet-kolde istap af en guitar kæmper en desperat stemme for at blive hørt i verdensrummets kølehus.

Skiftevis truende og tiggende. Messende med en stemme, der både er ung og fra tidernes morgen: »Living in the ice age, living in the ice age, LIVING IN THE ICE AGE!«.

Jeg går over til grammofonen. Det her er ikke lyden af et scenebevidst rockteater som Sex Pistols.

Et køligt designet mausoleum
For første gang hører jeg en musik, jeg ikke er taknemlig over at have fået forærende af højere, fremmede magter, men som føles, som om den er sprunget lige ud af mine egne opbrækkede ribben.

Pladeomslaget er helt gråt. Silkegråt. Betongråt. Perlegråt. Gråvejrsgråt. Stilfuldt ad helvede til.

En dobbelt-lp. ’Still’ hedder den med hvide, mejslede bogstaver i det grå. Som et køligt designet mausoleum. Hvad det på en måde også er.

Eftermæle for Ian Curtis
Gruppen hedder Joy Division. Forsangeren Ian Curtis er allerede død. Dette livealbum fra 1981 er et eftermæle for den 23-årige sanger.

Men også begyndelsen på et langt liv i det rum, hvor selv de dødes musik kan være levende, så længe der er levende tilbage til at høre den.

Mon ikke de fleste havde gættet på, at Joy Division ville have være en kortvarigt blafrende flamme i rockhistorien?

Eksponent for 'post-punk'
Som så mange inkarnationer af et øjeblik, der mister det meste af sin relevans, når tiden er gået videre og moden skiftet.

Som det skete for langt, langt det meste af den punk, der gik umiddelbart forud for den ’post-punk’, som Joy Division blev eksponent for.

Var Echo & The Bunnymen mon ikke de mest begavede lige på det tidspunkt? Måske. Men det er Joy Division, der har overlevet.

Taler til nye generationer
Selv om musikken er ekstremt tidsbundet. Indkapslet i det kuldslåede år 1980. Men åbenbart på forbløffende måde i stand til at blive ved med at tale til nye generationer.

Jeg har haft mine tvivl. Som man selvfølgelig må have det med musik, man i ekstrem grad opfatter som sin musik.

Imidlertid har Anton Corbijns nye spillefilm ’Control’ blæst enhver tvivl bort.

Sporstoffer fra Joy Division
Interessen for filmen og for Ian Curtis, men så sandelig også for musikken, er bemærkelsesværdig akut også hos de helt unge mennesker, jeg på det seneste har oplevet blive konfronteret med den.

Og interessen kommer ikke ud af det blå. De senere år er sporstoffer fra Joy Divisions musik dukket op hos stadig flere nye bands.

Del af en bølge i bakspejlet
Editors i England og Spleen United herhjemme for blot at nævne to af mange. Del af en bølge i bakspejlet, hvor især The Cure fra 1970’erne og 80’erne er blevet genbrugt.

Så tidspunktet for at genudgive Joy Divisions samlede værker er velvalgt. Det er såmænd hurtigt overstået.

I 1979 lp-debuterede det to år gamle band (der tidligere havde heddet Stiff Kittens og Warzaw) fra Manchester-forstaden Macclesfield med ’Unknown Pleasures’.

Nerverne uden på tøjet
I maj 1980 indspiller Joy Division den endnu mere selvsikre opfølger, ’Closer’. Fra at have nerverne uden på tøjet er tonen nu lænet mod gravalvor.

Da bandet i juni 1980 udsender ’Closer’ og hitter med singlen ’Love Will Tear Us Apart’, har sangeren Ian Curtis været død siden 18. maj.

Året efter udsendes det dobbelte livealbum ’Still’. En optagelse af gruppens sidste koncert, der fandt sted i Birmingham, kun 16 dage inden Curtis hængte sig selv. Og det var så dét.

Gletscheren brænder
Bortset fra at både musikken og fascinationen er blevet ved med at leve videre. Selvfølgelig har Ian Curtis’ død som ’rockmartyr’ sin del af skylden.

Også ’Love Will Tear Us Apart’ som romantisk klassiker (altså hvis man mener ’romantisk’ i den mere skæbnetunge tyske forstand!) bærer et ansvar.

Men først og sidst er det lyden og intensiteten. Gletscheren brænder.

Skæbnesvanger ubalance
Denne underlige skæbnesvangre ubalance mellem instrumenterne, som i hænderne på produceren Martin Hannett fremhævede, at i denne musik lyder hvert øjeblik som det afgørende øjeblik.

Alt er sat på højkant. Alt er på spil. Guitaren flår i sjælen, bassen river i sjælen, englevinger af marmor kæmper for at folde sig ud under den lurvede herrejakke, og trommerne banker alle skrøbelige drømme til mørt bankekød.

Alt er på spil
Det er sådan noget, man kan blive seriøst miljøskadet af.

Som når Joy Division på ’Still’ ikke blot laver bøffer på scenen, men laver mammutbøffer, hvor det lyder, som om musikerne tumler ind i hinanden.

Men det betyder ikke et hammerslag. For alt er på spil. Spillet er højt. Det er her og nu på 27. år, og udødeligheden indtræder øjeblikkeligt konstant.

Som en våd drøm
Selv for en amatørfetichist er denne ’Collector’s Edition’ en våd drøm og en skamstøtte over det billige skidt, man alt for ofte er blevet spist af med på cd-fronten.

Lp’ernes klassiske design er lydefrit og respektfuldt overført til cd-cover i tykt pap og i manende ’gatefold’.

Inspirationen er den gamle indpakning af ’Still’, der i så henseende var en uopslidelig klassiker. Total topkarakter for æstetik og design. Forbrugsgode! Varierede og informative cover-noter gør det ikke ringere.

Interessante korrektiver
Både ’Unknown Pleasures’, ’Closer’ og ’Still’ er blevet dobbelt-cd’er. Alle ledsages af en live-indspilning fra henholdsvis Manchester 1979, London februar 1980 og High Wycombe 20. februar 1980.

Alle tre koncerter er interessante korrektiver til ’Still’ som ’ur-koncerten’. En kærkommen lejlighed til at opleve bl.a. ’Love Will Tear Us Apart’, ’Atrocity Exhibition’ og ’She’s Lost Control’ på koncert.

Uomgængelig udgivelse
Man kan indvende, at der er tale om en noget monoton og nørdet form for bonus med tre koncerter, men med Joy Divisions korte levetid in mente er valgmulighederne, når det gælder bonusmateriale, nok temmelig begrænsede.

Det er i hvert fald slet ikke nok af en indvending til at betragte denne trioudgivelse som mindre end fuldstændig uomgængelig. I hvert fald hvis man er mig.