Med en bagage fra dengang rockmusik stadig besad en form for uskyldighed, havde betydning og gennemslagskraft kommer Lenny Kravitz kørende i en bedaget flyder, stiller sit gammeldags gear op og proklamerer uden udenomssnak: »Tiden er inde til en revolution i kærlighedens navn!«.

Her kan man så vælge at slippe det billige grin løs på endnu en overvintret hippie, der ikke har fattet, at hverken guitar, revolutioner, peace eller love er i synderlig høj kurs i disse dage. Eller man kan slå ørene ud til noget nær multiinstrumentalisten Lenny Kravitz’ bedste udspil til dato.

Funky smidighed
På sit ottende album, som samtidig er det første i tre år, angriber Kravitz nogle af rockens mest karakteristiske klodser med en funky smidighed, så man for alvor skulle tro, at han er familiært beslægtet med Prince.

Og så fyrer han de frækkeste guitarer af som glat, lun massageolie, der næsten får murstenene i melodiernes solide grundvolde til at danse nedad gaderne. Det er nøjagtig den smørelse i kuglelejerne, der gør, at ’It Is Time For A Love Revolution’.

Når Lenny Kravitz stiger op fra sine designermøbler og giver den som vred protestsanger, der sammenstiller sit lands militære aktioner rundt om i verden med Vietnamkrigen, rammer vi hurtigt det hule og forudsigelige.

»We’re gonna fly over the world inside our giant eagle/ we do just what we want and don’t care if it’s illegal«, vrisser Kravitz. Det får næppe George W. Bush til at trække sig fra embedet før tiden.

Tryllebinder med funkrock
Og når Lenny Kravitz maler sin kærlighed over hele himmelrummet med de bredeste og mest lyserøde pensler, mister de store ord hurtigt deres magt og blæser væk som lidt for tunge skyer.

Hvis dørene skal sparkes op til den frihed, der ifølge Lenny Kravitz har det bedst i tæt dans med kærligheden, er det banaliteter, der banker på: »If you want it/ You can change your world today/ If you want it/ Just break free/ And walk away«, som han synger i ’If You Want It’.

Men hul i det. For når Lenny Kravitz fatter guitaren, sparker til trommerne og tryllebinder sin bas helt ind i nærkontakt med rytmen, fejes gaderne rene for alle indvendinger. Det gælder fra titelnummerets stramme funkrock og stort set hele vejen hjem.

I ’Love Love Love’ er Lenny Kravitz’ enmandsorkester så tight, at selv Red Hot Chili Peppers må nikke medgivende. Den sexede ’Dancin’ Till Dawn’ kunne være skrevet af Rolling Stones i halvfjerdserne i en grad, så man næsten kan høre Mick Jaggers stemme bag Kravitz. Og på ’Bringt It On’ lader arkitekten musikken bygge sig op som skyskrabere, der skarpt skærer sig mod himlen på en måde, selv Led Zeppelin vil anerkende.

Elegance og kyndighed
Med andre ord har Lenny Kravitz fuldt styr på inspirationskilderne til sin nærmest overlegne retro-rock. Dertil kommer naturligt de – havde jeg nærmest skrevet – sædvanlige, sensuelle og gennemlyste ballader som den smukke ’Good Morning’, ’If You Want It’ med en herligt løs countrystemning på et umanerligt stenet groove og ’The Moment Is All There Is’ med sin uimodståelige halvfjerdserstemning.

Man kan stadig sagtens grine af Lenny Kravitz, der små 20 år inde i sin karriere, holder fast i sit udgangspunkt i fortidens musik med stor stædighed. I mellemtiden er mange andre kommet til for at grave dybt i lp-samlingerne fra tresserne og halvfjerdserne.

Men Lenny Kravitz kan se frem mod den planlagte verdensturne med sikker forvisning om, at der ikke er nogen, som dyrker fortiden med så stor elegance, kyndighed og umiddelbarhed, som han på forunderlig vis formår.