Velkommen til endnu en forelæsning i religion, horror og hor hos den sataniske berygtede professor, doktor Nicholas Edward Cave. I første lektion drejer det sig om Lazarus, hvis nogle af jer, dydige disciple, ellers kan huske den døde tigger fra Johannesevangeliet?

Jo, det var ham, Jesus vækkede fra de døde fire dage efter hans begravelse i en klippehule. »Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet«, som der så malerisk står i Bibelen.

En sang ud af mareridtet
Det lyder som endnu en af de sylespidse rocksange, Nick Cave spytter ud over et vognlæs af guitarer, der flænser nattens sorte klæde og efterlader os, ubeskyttede og nøgne, i mørket. Så afgjort.

Beretningen om Lazarus, der som en zombie fik lov at stige op fra Dødsriget, gjorde angiveligt så stort indtryk på lille Nicholas Edward hjemme i Warracknabeal i Australien, at der på et tidspunkt måtte komme en sang ud af mareridtet.

I titelnummeret på sit album nummer 14 har Nick Cave omplantet Lazarus – Larry – til USA, hvor han som en anden Jack Kerouac turnerer rundt mellem New York og San Fransisco – heldigvis er han »smart enough to keep well away from LA«.

Forvrænget og vilter rock
Guitarerne hugger sig ind på lytteren, mens Cave spytter sine mange ord ud og ender med sit sorttintede og morsomme syn på det moderne Amerika: »O Poor Larry/ but what do we really know of the dead & who actually cares? I don’t know what it is/ but there is definitely something going on upstairs«.

Hvorfor det er bedst for Lazarus at grave sig tilbage til gravens fred. Med de elektrisk forstærkede spader, Nick Cave og The Bad Seeds glædeligt svinger om sig med. Musikalsk placerer den 50-årige Nick Cave og hans trofaste backingband sig et sted mellem den forvrængede og viltre rock på det nøjagtigt et år gamle ’gruppealbum’ med Grinderman og de mere afdæmpede udspil fra de senere år.

Risiko for selvparodi
Bortset fra det orgel, der syrer gennem mange af sangene og bringer påmindelser om The Doors, er der såmænd ikke tale om store overraskelser fra Nick Cave. Australieren har efterhånden har arbejdet sig så langt ind i sit eget univers mellem mørke og lys, at risikoen for selvparodi ligger lige for.

Som Cave selv synger på den smukt fabulerende ’Jesus Of The Moon’, der er albummets melodiske højdepunkt med fløjter, mandolin og violiner: »people often talk about being scared of change/ but for me I’m more afraid of things staying the same/ cause the game is never won/ by standing in any one place for too long«.

Veloplagt gå-på-mod
Den risiko undgår Nick Cave & The Bad Seeds, fordi sangeren og det fortsat ekstremt opfindsomme band bearbejder en verden, der tydeligvis er helt og aldeles af lave med et imponerende, veloplagt gå-på-mod, selv om (for) mange af sangene kører i ring midt på albummet.

’Night Of The Lotus Eaters’, ’We Call Upon The Author’. ’Lie Down Here (& Be MyGirl)’ og ’Albert Goes West’ er en kvartet af lidt for henkastet sjuskede sange, man har hørt i bedre udgaver med Nick Cave tidligere i karrieren. Kun for den befriende humor, der i ’We Call Upon The Author’ får sangeren til at gå i rette med sig selv og udbryde: »Prolix! Prolix! Nothing a pair of scissors can’t fix«.

Skattekiste af sange
Til gengæld kommer Nick Cave stærkt tilbage med den afsluttende trilogi af sange, ’Jesus Of The Moon’, den næsten poppede ’Midnight Man’ og ’More News From Nowhere’ med det listigt sugende groove, Bad Seeds mestrer.

Endnu en langstrakt fabel om den handlingslammede verden, vi lever i, og som i dette tilfælde er befolket med vidunderlige, men også lidt komiske kvinder. »Yeah it gets stranger every year«, som Nick Cave synger. Og man tror ham. Det er ikke utænkeligt, at denne klode er ved at gå ned med hele besætningen – os!

Men den undergang, livet under alle omstændigheder er, føles en hel del sjovere og underholdende i dette selskab. Kan vel være, at Nick Cave og co. graver i kendt grund, men nede i hullet gemmer der sig endnu en gang vigtige dele til den store skattekiste af sange.