Hvor tit har man ikke set bands slås med næb og kløer for ikke at blive identificeret med en bestemt tidstypisk stil?

Vi vil ikke sættes i bås, lyder det så forarget, at man er tæt på at trække på smilebåndet.

For tilhørsforholdet er jo ofte så indlysende, at det burde være overflødigt at forsøge at benægte faktum.

Men frygten er absolut forståelig.

Indkapslet i stjernestøv
På den ene side giver det en gevaldig medvind at blive betragtet som et af fænomenerne i en ny trend. På den anden side lurer sidste salgsdato ildevarslende lige på den anden side af den kontante succes.

Snart er popmusikkens rastløse opmærksomhed ilet videre til næste sæsons næste store ting. Tilbage står gårsdagens stjerner. Indkapslet i deres stjernestøv. Mere end noget andet husket som eksponent for en stil og en tid. Grunge, trip hop, garage.

Jo mere tidsbundet fænomenet er, desto mere håbløst er alle forsøg på at vriste sig løs bagefter. Sådan er reglen. Men der er undtagelser.

Ekstremt tidstypisk
En af de mest bemærkelsesværdige er britiske Portishead. Gruppen dukkede op i Bristol i begyndelsen af 1990’erne og kom sammen med en lille håndfuld andre navne som Massive Attack og Tricky fra den sydengelske havneby til at definere stilen trip hop.

En slags ulmende og stilfuldt pulserende stemningsmusik indhyllet i et permanent tusmørke, hvor det elektroniske element blev forvaltet som filmisk slowfood til et dunkelt lysshow med aromatisk røg i luften. Ekstremt tidstypisk.

Trip hop er som genre gledet ind som vigtigt kapitel i rockhistoriens fortælling om 90’erne. En fortælling om filmisk popmusik og individualisering via det elektroniske. Men uden at lave afgørende om på sig selv har Portishead formået det helt sjældne.

Som et af de få ekstremt tidstypiske navne har de formået at overskride både tiden og det typiske. Trip hop er død, Portishead lever!

Et fuldblods originalt udtryk
Hvilket gruppens kun tredje ’rigtige’ album, ikke just overrumplende betitlet ’Third’, til fulde beviser.

14 år efter debuten ’Dummy’ og 11 år efter 2’eren ’Portishead’ fremstår gruppen bestående af den musikalske mastermind Geoff Barrow, sangerinden Beth Gibbons og guitaristen Adrian Utley som et fuldblods originalt udtryk, der uden demonstrativt at forkaste trip hop har lagt genrebetegnelsen bag sig som en udlevet ham.

Det kan betale sig at tie stille, indtil man igen har noget at sige. Om det så skal tage 11 år.

En anden tid
’Third’ er blevet til i en anden tid end ’Dummy’. Ikke hyllet i hypnotisk atmosfære, men kantet, mørk og i høj grad tilstedeværende. Stadig sval, men aldrig dulmende.

Uden at blive banal lader lydmaleren Geoff Barrow ildevarslende fornemmelser af sirener og på det 100 procent mesmeriske ’Plastic’ rotorblade blande sig i musikken.

I 2008 er tilværelsen ikke et løfterigt trip i en verden, der er ved at åbne sig i en optimistisk global computer-orgasme, men en sammensværgelse af fremmanede trusselsbilleder på en baggrund af ubekvemme kulhydrater, gensidig mistænksomhed og jordens brænden under fødderne.

Mellem det primitive og det moderne
For Geoff Barrows vedkommende er et elegant univers sammenkittet af scratch-lyde blevet erstattet af mere fragmentariske møder mellem det primitive og det moderne – trommer og elektronik.

Det er ikke længere musik at svømme hen til. Det er musik at være lysvågen i mørket til. Man navigerer i et mørke, der sænker sig. Skønheden er intakt, men radikaliseret.

En vigtig begivenhed i Portishead-pausen var sangerinden Beth Gibbons’ soloprojekt ’Out Of Season’ sammen med Paul Webb i 2002.

Kun et halvt fremragende album, hvor Gibbons’ stemme til gengæld fremstod med sin unikke nerveomspundethed på en mere traditionel musikalsk baggrund.

Stor gevinst for Portishead
’Third’ fremhæver med stort held Gibbons sære krystallinske kvaliteter som sangerinde. Hun ikke så meget stråler, som hun lyder gennemskinnet.

På ’Deep Water’ og ’Threads’ er Beth Gibbons’ mere blottede position som sanger en stor, stor gevinst for Portishead.

Her er forbindelsen tilbage til trip hop en så tyndt spundet tråd, at man kun lige aner den i et bestemt lysfald.

Et definitivt værk
’Third’ er et helstøbt og fuldstændig gennemarbejdet album, hvor Portishead forbilledligt både bekræfter og udfordrer sig selv og sine lyttere. Der er denne særlige blanding af sirlighed og spændstighed, som nu er blevet mere kantet og hård.

Som når albummet rinder ud på en tone, hvor havnebyens melankolske tågehorn synes at smelte sammen med en sirene af mere skrækindjagende karakter. England har været i krig siden sidst. Portishead er ikke parolernes parkeringsplads, men noget mørkt og såret har sneget sig ind under døren til det kvalitetsbevidste fusionskøkken siden sidst.

Det er helt o.k. at være tavs i en halv snes år. Når bare man som Portishead så dukker op med noget, der lyder forandret og som sig selv – og som et definitivt værk.