Da Coldplay sidst lod høre fra sig, var Chris Martin særdeles åbenhjertig.

Han mente for det første ikke, at Coldplay, som nogle journalister ellers stædigt hævdede, nu var verdens største band efter U2.

Han erklærede, at det var Arcade Fire og Radiohead og ikke Coldplay, man skulle høre, hvis man ville vide, hvor rockmusikkens bavner lyser klarest. Og, tilføjede han og resten af gruppen, hvis ikke Coldplay kunne udvikle sig, ville den blive opløst.

’Viva La Vida or Death And All His Friends’ er heldigvis et eksempel på, at ærlighed betaler sig. Især hvis man følger op med eftertanke og handlekraft.

Siden det overrumplende gennembrudsalbum ’Parachutes’ har Coldplay haft svært ved at udvikle sig.

Man har prøvet med forskellige skinmanøvrer, men Chris Martins lysende stemme og gruppens sikre greb om den iørefaldende melodi har på godt og ondt været omdrejningspunktet.

Gennemgumlet format
Det andet album, ’A Rush Of Blood To The Head’, viste et modnet band i forhold til debuten, men selv om det tredje album ’X&Y’ bl.a. rummede hittet ’Fix You’, lå overvægten tungt på fornemmelsen af noget godt og grundigt gennemgumlet.

Popsange, der gerne ville være noget mere, men ikke rigtigt havde det i sig.

Det var efterhånden svært at tro på, at gruppen for alvor skulle kunne udvikle sig. Coldplay mestrede det følsomme øjeblik og kunne nærmest i søvne hænge det op på den perfekte krog, men hvad så med det næste øjeblik?

Hvad med efterklangen, som skal til for at gøre et nok så populært lille band til et stort et af slagsen?

Nødvendig fornyelse
På den baggrund er ’Viva La Vida’ simpelthen albummet, Coldplay måtte lave, hvis det skulle give mening, at fortsætte.

Coldplay har gjort mange markante nye ting denne gang, og de fleste af dem er både de helt rigtige og nødvendige.

For det første har de hyret den notorisk nytænkende lydmager Brian Eno. Der er dømt indre og ydre lydlandskaber, og tak for det!

For det andet har de på opfordring fra Arcade Fires Win Butler hyret den canadiske gruppes indpisker Marcus Dravs.

Afvekslende og uforudsigeligt
Det har givet en helt anden grundfornemmelse af, at noget er på spil, og at intet af det er ligegyldige mellemspil. Chris Martin har vovet at variere sin stemme meget mere.

Og så er Coldplay ellers sprunget ud i udfordringen uden at være bange for, at de på numre som ’42’ og ’Yes’ ville kunne risikere at få stryg for at lade sig inspirere af netop Radiohead og Arcade Fire.

Det er et højt spil, som har givet gevinst.

Nummer for nummer er ’Viva La Vida’ knitrende sprødt, afvekslende og uforudsigeligt.

Alt det, som det funktionelt følsomme Coldplay på ’X&Y’ ikke var.

I en tid, hvor albummet på mange måder svækkes som vedtaget kunstnerisk størrelse, er ’Viva La Vida’ i høj grad konciperet som et album, hvor det afvekslende og sammensatte opleves som en indbyrdes kommunikation i et lyddesign, som samler sig til et spraglet billedtæppe af funklende rockmusik.

Arven fra U2
Som panorama har Coldplay med Brian Eno i hånden lavet en sonisk skønhedsåbenbaring med en brusende styrke fra det instrumentale åbningsnummer ’Life In Technicolor’.

En arv fra U2, som elegant bæres videre på næste og dunkle nummer ’Cemeteries of London’ med smag af Arcade Fire.

Flotte ’42’ starter som en spæd begyndelse fra ’Parachutes’, men åbner pludselig op for at kunne blive Coldplays hidtil mest åbenlyse hyldest til Radiohead.

U2, Radiohead og Arcade Fire. De har alle leveret farvestoffer til Coldplays livsstykke i technicolor. Men Coldplay suger til sig med respekt og bruger låntagningen til selv at træde i karakter.

Genkendeligt og anderledes
Det er et både genkendeligt og samtidig meget anderledes Coldplay, man møder på ’Viva La Vida’.

Musikken er klart mindre hit-orienteret end tidligere, men de potentielle hits er der skam med ’Lost!’ som mest indlysende kandidat til at gentage mega-sælgende Coldplays kommercielle kunststykker.

Det snigende ensformige er som blæst væk. Men transformationen klarer ikke alle problemer.

Jeg synes, det er befriende med variationen. Men mon gruppens fans vil acceptere det, når en af de ting, der bliver varieret, er Chris Martins lysende stemme?

Da Coldplay i 2000 udsendte ’Parachutes’ og hittede med ’Yellow’, kom skønheden indefra. Den lyste selv de mest banale melodier op.

Spørgsmålet var dengang, om den indre stråleglans var stærk nok til at forvandle enkle popsange til stor kunst.

Overfladisk skønhed
Nu otte år senere oplever jeg det nærmest omvendt.

Nu funkler og gløder skønheden med regulær magi på musikkens overflade, mens jeg har svært ved at høre, at Coldplays nye stil(arter) også udgør en egentlig dybtstikkende forandring.

Med ’Viva La Vida’ er Coldplay blevet et større band.

Men det overbeviser mig ikke om, at de er et stort band i ordets mere rockhistorisk vægtige betydning. Ikke et Radiohead, et Arcade Fire eller et U2, men et langt bedre og ikke mindst langt mere interessant Coldplay end modellen fra 2005.

Læs flere rock - og popanmeldelser på ibyen.dk