Ofte er Raunchy fra Thisted blevet kaldt »den bedst bevarede hemmelighed i dansk heavy metal«. Men efter foreløbig tre album (’Wasteland Discotheque’ er det fjerde) med stigende international anerkendelse til følge er Raunchy vist kun en hemmelighed for dem, for hvem heavy metal i sig selv er et ukendt fænomen.

Den egentlige hemmelighed i den tunge ende af dansk rock er produceren Jacob Hansen, der har et umanerligt godt øre til, hvordan man kan gøre selv det mest larmende jordskredsrock melodiøst og iørefaldende for et bredere publikum.

Den skarphed har han med størst succes praktiseret for københavnske Volbeat, men efterhånden er der lagt op til lidt af en gentagelse for Raunchy. I hvert fald er sekstetten strammere, mere præcis, vellydende og melodisk end nogensinde tidligere.

Nye veje fremad
I modsætning til Volbeat, hvis storhed i høj grad er skabt af vellykkede frontalangreb på ikke mindst halvtredsernes rock (og country!), forsøger Raunchy at finde nye veje fremad for en metal, der ikke uden grund beskrives som futuristisk. Der er en stålblank, elegant kølighed i det musikalske univers, som går fint i tråd med eksempelvis filmen ’Blade Runner’.

Efter at det har trukket op til torden med en styrke som hos Metallica i den indledende øvelse, ’This Blackout Is Your Apocalypse’, tordner Raunchy af sted som en umanerligt velsmurt og pudset Formel 1-racer frem mod først ’The Bash’, hvis iørefaldende omkvæd er en direkte udfordring til Linkin Park og ’Warriors’, der lyder som et (meget) velproduceret potentielt heavyhit.

Er Raunchy stadig ikke indbydende nok til metalfornægtere, må coverversionen af Rockwells ’Somebody’s Watching Me’ kunne sparke døren ind som fortrop for en syngende, melodisk lussing.

Endnu en gang er det bevist, at dansk heavy metal er gjort af et råstof, der udløser international topklasse.