For nylig legede engelske Tricky en af de lege, de fleste sikkert har fordrevet tiden med: lister. I det skotske magasin The Skinny listede han de ti vigtigste sange, han ikke selv har sat i verden.

Der stod Dolly Parton klemt inde mellem N.W.A. og Max Romeo, mens Mötörhead og Eric & Rakim hyggede sig længere nede ad listen.

Umiddelbart kunne det ligne musikforvirring i tiende potens, men har man stukket øret til ’Knowle West Boy’ giver det et sigende billede af musikeren Tricky.

En musikalsk blandingsmisbruger
Musikeren, produceren og – på sin egen hviskende måde – sangeren Tricky har altid været en musikalsk blandingsmisbruger.

Som barn af de eklektiske 1990’ere har Tricky (med det borgerlige navn Adrian Thaws) ofte flettet musikgenrerne sammen, flyttet rockriffet ind i hiphoppen, mikset knitrende elektroniske beat med jazzede vokalspor og omarrangeret balancen i hele lydbilledet til en dunkel helhed, der måske nok efterlod lytteren i tvivl om, hvornår apokalypsen ville indtræffe, men samtidig helt sikker på, at den ikke var langt borte.

Lag på lag
Tonernes frie bevægelighed er stadig essensen af Trickys musikalske strategi.

På ’Knowle West Boy’ parerer han en ensom mundharpe i solnedgangens modlys med udflydende ambient techno på ’Bacative’ eller en countrytintet guitarsløjfe med dramatisk hvælvende opera på ’Far Away’.

Lag på lag arbejder Tricky med sin musik og skaber ikke bare frontale sammenstød forrest i sangen, men får hele rummet til at snurre af detaljer og ideer.

Overrumpler for lidt
Men ud over at fremvise sine veludviklede evner som producer og sin musikalske eventyrlyst mangler Tricky i dag den skarphed i sangene, der placerede ham som en af triphoppens store originaler.

Det er solidt og gennemarbejdet, men det overrumpler alligevel for lidt.

Stort comebackår
Det har været et stort comebackår for triphoppen. Portishead er vendt tilbage med orkanstyrke efter elleve tavse år.

Massive Attack har headlinet Glastonburyfestivalen og barsler med et længe udskudt album til efteråret.

Selv Trickys tidligere bærende røst og muse Martina Topley-Bird har udgivet et nyt album i år.

Og midt i al denne genopstandelse virker det helt logisk, at den djævelske Tricky selvfølgelig også dukker op efter fem års tavshed.

Det farlige fremspring
Tricky var måske det farlige fremspring, dengang triphop gik fra undergrund i Bristol til et øjebliks verdensherredømme.

Det var Tricky, der kunne rive triphoppen ud af rollen som lydtapet til tilbagelænede rødvinsmiddage i 1990’erne.

Han var mørkemanden og mystikeren, der fik hårene til at rejse sig og alarmklokkerne til at ringe i trommehinden.

Dyster hiphop
Med 1995-albummet ’Maxinqauye’ trak han den valiumtunge og støvsoulede afart af hiphop i en mere dyster retning, som ikke bare kunne sættes på, når man trængte til et skud feel good-melankoli.

Musikkens slæbende fødder havde en alt for underlig gang til, at det bare var rart.

Siden rykkede Tricky til USA, hvor det ene album efter det andet udvandede billedet af en musikalsk ener.

Strittende tekster
Tilbage stod en løs tegning af en indadvendt enspænder og et stadig svagere ekko af et gigantisk talent.

Nu vender han så tilbage til Bristol i overført betydning (store dele af albummet er stadig indspillet i Los Angeles) med albumtitlen ’Knowle West Boy’ og samler musikalsk op på sig selv.

Knowle West er hans barndomskvarter i Bristol, og et par af sangene kredser om både ungdomschok og opvækst. Men sangene bærer både på selvironiske kommentarer og mundvrøvlende samfundsportrætter.

Teksterne stritter underholdende i alle mulige retninger. Ligesom musikken.

Groove og rå dancehall
Med ’Puppy Toy’åbner albummet i tyk røg og vuggende barblues. Det er lyden af en skummel sidegadebar, hvor en ung Tom Waits løber på en temmelig sløret Christina Aguilera over en irgrønt rygende drink.

Det har groove og fængende melodi, men bliver straks løbet over ende af ’Bacative’.

Her serveres rå dancehall på et fad af udsyret ambient techno, og det hele bliver garneret med det klaustrofobiske omkvæd: »There’s no exit, I can’t stand still. Keep on running«.

Hvisken i krogene
Derefter vralter albummet videre mellem kontrasterne.

Stumper af soul bliver klasket sammen med rene rockriff, og primitive rytmer bliver vredet af led i produktionen, så man kommer til at tvivle på sine højtaleres tilstand.

De mange forskellige gæstesangere giver deres bidrag til festen, og Tricky hvisker rundt i krogene, så hans karakteristiske unisone sangspor kitter det hele sammen.

Lidt for jævnt
Albummet er en opsummering af Trickys spændvidde. ’Past Mistake’ er triphop af den oprindelige, støvede og cinematiske slags og ’Baligaga’ dunker af den dancehall, som har indtaget dubbens plads i hans musik.

Men i coverversionen viser forskydningen sig. Coverversionen af Public Enemys ’Black Steel’ var med til at rette verdens opmærksomhed mod ’Maxinquaye’, men her tretten år senere er det Kylie Minoques ’Slow’, der får en tur gennem Trickys vridemaskine.

Den militante attitude er faldet, og poppens good old fun har taget bolig hos Tricky. Det er sjovt langt hen ad vejen, men i den sidste halvdel af albummet bliver det hele for ujævnt og tilfældigt, så noget skelsættende comebackalbum er det ikke.

Langt tilløb
Efter denne tur i Trickys musikblender må man konstatere, at manden ikke har opfundet sig selv på ny.

Godt nok har der været en fem år lang pause og muligvis et lige så langt tilløb til det nye album, men noget jordskred er der ikke at finde på albummet.

Tricky er blevet lidt mindre poppet end noget af det, han har fået rodet sig ud i på sit amerikanske eventyr.

Lidt for god tid
Det dystre sind er blevet fortyndet med humor. Skuldrene er sænket en anelse, og den introverte mørkemand har ikke sat sig massivt på stemningen.

Produktionerne er fulde af detaljer, og de første syv sange er virkelig gode.

Men i grunden lyder Tricky blot som Tricky, der har taget sig god tid.