Ah, at cykle rundt i Samsøs bakker og kurver en næsten lun sensommerdag med Volbeat i ørene.

Guitarer krydser strenge og sprøde toner luftes lovende som et lille forspil. Fugten breder sig ud over højdedrag og nedhøstede marker med varsler om efterår og forfald.

Det stilfærdige vemod erstattes af det store brøl fra en motorcykel med melodier på tanken, læssevis af skarpe guitarer på kværnen og tæskende trommer på vejen bag sig.

Over øen er himlen høj og blå, lyset klar og horisonten endeløs. Optimismen spilles stædigt og konstant frem af stormen, og smilet breder sig henover de lige så stålsatte som stolte sange.

Store skibe fragter længsler og drømme forbi disse kyster og videre mod de store oceaner.

Stædig optimisme
Jeg ved ikke, om det giver mening, men henover Samsøs milde stigninger var det enkelt: Volbeats hårdtslående, musikalske klarsyn er som skåret ud af det danske landskab og den folkemusik, der engang lød over disse jorde.

Og ligesom Samsø slanger sig i havet som et lykkeligt lille badedyr på brusende, glade bølger, banker den københavnske kvartet en stædig optimisme frem i sangene.

Der også på gruppens tredje album hylder kærligheden og den ramme, vi mennesker som regel placerer den i, parforholdet.

Brusende kærlighedssange
Tag nu bare den single, vi har lyttet til i nogle uger, ’Maybellene i hofteholder’, hvori vor syngende helt erklærer sin kærlighed til den udkårne.

I den her opstemte sang elsker han hende ikke, som om det var en kedelig mandag, men som den festdag, hvor gnisterne fyger fra kærlighedens værktøj, som i dette tilfælde altså er bemeldte hofteholder.

Man kan kalde det plat og mandschauvinistisk eller udråbe musikken til at være både pompøs og braldrende alt det, man har lyst til.

Men det ændrer ikke på, at Volbeat spiller den maskuline rock så tæt og samtidig swingende, at det går lige ind hos i hvert fald mig.

Undgår heavy-klicheer
Netop fordi Volbeat kategorisk afviser at ende i heavyrockens klichekasse for morsomme frisurer, nittebælter, bulder, brag og onanerende guitarer i kapløb.

Også på kvartettens tredje album spilles der for melodien, for beatet, for det seje swing, for de djærve forgængere som i dette tilfælde Hank Williams og Metallica. Og altid for det fordømte håb.

På den led er der gudskelov ikke ændret på det vindende koncept fra de to fortrinlige forgængere, der har placeret Volbeat som Danmarks p.t. mest populære rockband og største liveattraktion med international opmærksomhed i massevis.

Swingende hårdrock
Tværtimod er der skruet ned for det metalliske ved at droppe de buldrende, dobbelte stortrommer, som ellers er en veldefineret del af Volbeats lyd.

Men det klæder den ekstremt velspillende gruppe at satse endnu mere på rock’n’roll, på det organiske og det swing, som stort set ingen andre heavybands besidder.

Medrivende og fornøjeligt er det fra start til slut med ’Back To Prom’, som det første skud i måltavlens midte, fulgt af den fine duet ’Mary Ann’s Place’ med Pernille Rosendal.

Måske er det et dogme for Volbeat og sanger/sangskriver Michael Poulsen at indføje danske ord og vendinger som i gennembruddet ’A Garden’s Tale’, der jo også var en fremragende duet med Johan Olsen.

Uanset hvad er det en god ide, som bringer Volbeat videre.

Ligesom det måske lidt søgte univers af ’Guitar Gangsters’ med Cadillac-blod i årene, der er en tegneserieagtig ramme om sangene her.

Sangene holder
Som dog står fint alene. Eksempelvis ’We’ med den let syrede solo på countryguitar, den triumferende energibombe ’Still Counting’, ’Light A Way’ med overraskende strygere, der hvirvler støvet op omkring melodien.

Der er ikke meget promiskuøs rockstjerne-blær over Michael Poulsen og Volbeat, der i cowboystøvler fra de amerikanske sydstater med metal på hælene vader lige ind i kirken til den eneste ene ved alteret.

Albummet gror på lytteren
Hun og vi andre kan kun glæde os over et album, der bliver bedre og bedre for hver gennemlytning og frem mod slutningen med en tempo-tonsende omskrivning af Hank Williams ’I’m So Lonesome I Could Cry’ og tre mere af de klarsynede perler:

’Broken Man And The Dawn’, Metallica-hyldesten ’Wild Rover Of Hell’ og ’Making Believe’ med endnu en klatøjet kærlighedserklæring til kærligheden, det bæst.

Internationalt potentiale
Med andre ord er Volbeat i den grad klar til at indtage resten af verden og fastholde positionen herhjemme.

Hvis gruppen på næste udspil finder modet til at lade nogle af stemningerne i de fine introer køre gennem en hel sang i stedet for stort set hver gang at starte den store kværn, står vi med et mesterværk af variation og format.

Nu har Volbeat i hvert fald vist, at gruppen magter og mestrer det store metalliske rockalbum.

Se interview med Volbeat på ibyen.dk