Samler man på særlige stemmer, må man prompte indlemme Joel Thibodeau i samlingen.

Sangeren i Death Vessel har ikke blot en lys stemme, men så lys en stemme, at man skulle tro, det var en purung pige eller en dreng uden hår på karamellen, der synger. Voksne Joel Thibodeau er ingen af delene, men til gengæld på det andet album med Death Vessel en på én gang gådefuld og ligefrem tilstedeværelse.

Banjoslægtskab
Omslaget er som titlen 100 pct. folkemusikalsk neo-hippieisme. Der er på ’Fences Around Field’ et banjoslægtskab med Devendra Banhart, men hvor Banhart er skæv og vildtvoksende, er Thibodeau snarere et regulært paradoks.

Stemmen er ren uskyld og klarhed, men teksterne en disciplineret og kontemporær surrealisme, hvor det enkelte ord er vejet på en guldvægt med en helt uigennemskuelig måleenhed.

Skramlet gammel guitar
Musikken svarer dertil. En overvejende akustisk ’folkemusik’, der er rigere på individualistiske mysterier end på postuleret fællesskab om sjælens lejrbål. Mønstergenkendelse, hjernebølger – det er tekster, hvor man gang på gang må undre sig over, at Joel Thibodeau kan synge sine sange, som om de mener noget entydigt.

Det lyder, som om han synger om en pige eller en hundehvalp, men synger: »If halfsies are equal to none/ and nothing is precious for us/ then we are none, perfectly none«.

Tænk, hvis man på bunden af universets gåde uden for Genève finder en skramlet gammel guitar efterladt i sekunderne efter Big Bangs tamburinslag?