Inden man overhovedet kommer i gang med at lytte til det fjerde album fra The Streets, er der lige nogle mindre chok, som skal overvindes.

Til gengæld føles det bogstaveligt talt, som om gaderne gløder, hvis man bevæger sig ud i byen med musikken fra denne opløftende genistreg i ørerne.

Men tilbage til de bange anelser.

Nyreligiøs?
Først lovede 29-årige Mike Skinner selv på sin MySpace-profil, at albummet har en »fredfyldt, positiv vibe«.

Derpå bladrer man gennem coverets mange glansbilleder fra vor smukke klode, der ved næste øjekast ser ud til at lide og smelte på grund af de hersens klimaforandringer.

Så læser man titler som ’Everything Is Borrowed’ og ’Heaven For Weather’ og spørger med en let gysen: Er gadedrengenes poet fra Birmingham blevet en nyreligiøs miljøforkæmper?

Efter at have nydt albummet utallige gange er svaret herfra, at jeg absolut ikke tror, at det forholder sig sådan. Men omvendt er jeg ikke overbevist.

Drillepind
Dertil er Mike Skinner for meget af en drillepind.

Men egentlig er jeg også ligeglad. For enhver, der kan skrue et så helstøbt, vellydende og begavet album som dette sammen, må for min skyld være ypperstepræst i en hvilken som helst religion, man måtte foretrække.

Eller bare prædike gadens sprog med den følelse af genkendelse, Mike Skinner formår bedre end stort set alle sine musikalske kolleger i disse år.

Musikalsk og lydmæssigt er The Streets i vante gader, melodierne under Mike Skinners rap er bare strammere, bedre og mere vedholdende end på nogle af de tre forgængere.

Guddommeligt jordnært
Og ordene, der drysses ud over dem er - nå, ja - guddommelige på den mest jordnære måde, man kan forestille sig.

Lad os bare holde os til hans filosofi fra det indledende titelnummer, hvor omkvædet konkluderer:

»I came to this world with nothing, and I leave with nothing but love
everything else is just borrowed«.

Men dertil når Mike Skinner først frem efter blandt andet disse begrænsninger:

»Just when I discovered the meaning of life, they change it
Just when I’m loving life, it seems to start raining«, inden han smukt rammer sangen ind i sidste linje:

»Memories are times we borrow for spending tomorrow«.

Fantasifulde arrangementer
Albummet vrimler med den slags perler, trukket på melodiske højspændte snore, draperet med fantasifulde arrangementer.

Som nu den konstant prikkende, funky guitar, strygerne på ’Alleged Legends’, den syrede synthesizer på ’The Sherry End’, celloen, harpen og violinen på den rørende hyldest til en ekskæreste ’The Strongest Person I Know’ og de heftige beats på ’On the Edge of a Cliff’ om et selvmordsforsøg, der heldigvis mislykkedes.

Det er stærke sager, men det er også sjældent rene råvarer, både sprogligt og musikalsk.

Blændende
Og så har vi endda ikke nævnt oplagte klassikerkandidater som den poppede ’Heaven For The Weather’, den flot udfoldede ’The Escapist’ og den spøjst snurrende ’The Way Of The Dodo’ med denne erkendelse:

»It’s not earth that is in trouble
it’s the people that live on it«.

Heldigvis har vi jordboere fået det en del lettere med dette blændende album, der med sikkerhed bliver et af dette års bedste udspil.

Det er en rendyrket fornøjelse at være tilbage i The Streets, og Mike Skinner får mere end svært ved at overgå sig selv på det femte album, han allerede har sat kursen for. Det skal nemlig være en mørk, forbistret sag, som vi kan glæde os til næste år.

Jeg gyser endnu over The Streets, men det er af lykke. Man kan ikke andet end glæde sig massivt til koncerten i KB Hallen 27. oktober.