Alt, hvad man kan undvære, må skippes. Selv den mest gyldne fortid er bare en fortid, og den tæller ikke med for alvor. Fra nu af gælder kun nuet. Det skal indfanges, suges ind og leves for fulde drøn i hvert eneste magisk sekund.

Tumle ud i livet
At kalde The Sandmen åndelige brødre til U2 er nok for kættersk en tanke for stampublikummet omkring Cafe Floss og Pisserenden i København.

Men ikke desto mindre er atmosfæren og holdningen på ’Shine’ identisk med den, irerne spillede sig ind på med ’All You Can’t Leave Behind’.

Ligesom U2 er kvartetten i The Sandmen kommet i moden alder og har opdaget, at livet ikke handler om at sanke forråd til vinteren, men om at bruge forrådet her og nu og så ellers bare tumle ud i vinteren for at leve.

Skruet ned for raseriet
Det kan ikke siges tydeligere end i den smukt afsluttende ’Get Ready To Leave’, der med potentiale som en sand The Sandmen-klassiker folder sig ud som en afskedssang til en kærlighed, men hvis dunkende puls udgøres af den ubærlige sandhed, at vi alle sammen skal sige farvel.

Til hinanden, til spildte og brugte muligheder, til selve livet. Det er den line, vi skal forsøge at finde balancen på, fra vugge til grav.

Og som The Sandmen vandrer ud ad med ranke rygge og svaj i hoften fra den dejlige indledende ’Brand New Morning’ med konstateringen »it’s a brand new morning/and you’re not gone« til førnævnte afsked.

Nej, det vil ligge det hold meget fjernt at være sentimentale og nostalgiske, her tæller kun de nøgterne konstateringer.

I modsætning til det vellykkede og overraskende succesrige comeback med ’White Trash/Red Front’ fra 2006 er der skruet ned for rabalder og raseri.

På comebacket fremstod Sandmen som nogle ældre, men indædt rasende rockmusikere, der med kvalificeret galskab angreb alt, hvad der bevægede sig, inklusive præsident Bush, Dansk Folkeparti og den hjemlige regering.

Fornyet energi
Nu er efteråret rykket endnu tættere på, og over en melankolsk undertone fra en udluftning i det gode gamle ’House In The Country’ indtager kvartetten momentet, så den fristende lur under slumretæppet på divaneseren bliver afløst af en rask gåtur ud i den påtrængende virkelighed.

Det er om at være en sand ’Mover’, som titlen på en af pladens stærkeste sange antyder. Altid rastløs, altid på farten i eksempelvis ’Discordia’, men aldrig som blind passager i eget liv.

Det er klassisk Sandmen med en fortsat ekstremt velsyngende Allan Vegenfeldt i spidsen, men med fornyet energi og et brændende klarsyn i melodilinjerne, man har savnet længe hos gruppen.

Bag sangeren går Ole Wennike på helt suverænt veloplagt bas, Michael Rasmussen på de altid spillevende trommer og Stefan Moulvad på et velvalgt arsenal af guitarer til opgaven med en taktik, der hedder kontrolleret offensiv.

Den massive stormflod er aldrig langt væk fra diget, men der holdes igen ved sluserne.

Vil man for alvor blæses igennem, må man vente, til ’49:1’ og de andre knaldperler på tre minutters spilletid præsenteres live.

Bedre en Oasis
Ganske vist er der mange ballader på ’Shine’, men under den stille overflade rumsterer en helvedes ballade, fornemmer man.

Det er en lykke, at vi stadig på 21. år har et band som Sandmen, der magter at tage den lange kamp, det er at modnes med noget så ustadigt som rock’n’roll uden at miste gnisten og det utilpassede.

I ’Shake The Ghost’ bliver spøgelserne og dæmonerne virkelig rystet, og med ’Guns And Guitars’ har Sandmen serveret en af den slags sange, Oasis for længst har droppet at stille op med.

Og så har Sandmen en langt bedre og mindre idiotisk sanger, der med hele sin troværdighed i behold kan synge linjer som: »Listen to this/ it’s what we are/ and if it’s bad taste like guns and guitar/ and music from hell«.

En forrygende sang, hvor skotske Big Country inviteres til drinks og dans af David Bowie og Oasis i fællesskab.

Pension udsat
Kan vel være, at nogen tænker over, hvad fanden vi skal med endnu en plade med sådan nogle gamle rocktosser.

Det er i sig selv ikke en overraskende tanke. Den egentlig overraskelse er, atThe Sandmen med ’Shine’ har leveret karrierens måske stærkeste album og i den grad er tilbage i frontlinjen af dansk rock.

Eller som Allan Vegenfeldt med insisterende sult hvinende i tarmene synger et sted: »I turn a stone and see for myself/ there is nothing left for no one else«.

Da er Ole Lukøje sparket ned fra sofaen. Efterløn og pension er udsat på forhåbentlig ubestemt tid.

Og jeg glæder mig, til The Sandmen indleder Danmarksturne i Store Vega i København 31. oktober.

SE WEB-TV:The Sandmen imponerer med helstøbte rockballader