For langt de fleste sangere ville en produktion på 8 album repræsentere en hel karriere.

For den 67-årige Robert Allen Zimmerman er de nu i alt 8 udgivelser i den såkaldte Bootleg-serie bare et appendiks til en af de mest respektindgydende produktioner i musikhistorien.

Og mere behøver man vel egentlig ikke skrive for at forklare, hvorfor Bob Dylan er det nærmeste, vi kommer en helgen i moderne musik.

Mesterens raspede stemme
I sin tid indledte pladeselskabet udgivelserne for at gå op imod de mange piratplader, der florerede med Bob Dylan, hvis disciple som bekendt ikke kan få nok af Mesterens raspende stemme, vise ord og knastørre melodier.

Selv om den slags piratudgivelser ikke spiller den store rolle mere på et musikmarked, hvor den moderne teknik og internettet har vist sig at være den største pirat af alle, har man valgt at fortsætte og formentlig engang ud i fremtiden fuldende serien.

Den hellige hvide hanelefant
Og det skal vi sådan set bare glæde os over. For selv om det som anmelder kan være fristende at lade troldsplinten eksplodere i øjet og bare en gang stikke en lillebitte neglefil ind i den hellige, hvide hanelefant ved navn Bob, holder det ikke.

Eller rette sagt – Bob Dylans 27 fravalg fra perioden 1989-2006 holder i en grad, så det vil være plat og tåbeligt at forsøge at rakke ned på ’Tell Tale Signs’, bare fordi man indimellem føler en vis træthed over for ikoner, der igen og igen udnævnes til at være uopslidelige.

Overflod af ændrede melodier
Når Bob Dylan synes at være det, er det selvfølgelig, fordi han igen og igen leverer nogle sange, der langsomt arbejder sig ind i bevidstheden på den, der gider lytte.

Og til overflod gider han også udfordre sine sange med andre arrangementer, ændrede melodier og sågar anderledes tekster, hvilket vi får et fornemt eksempel på allerede som første sang i denne samling.

Her flyder ’Mississippi’ i en smuk akustisk version, mens den på sættets anden cd rykker lystigt af sted i en frisk rockabilly-udgave.

Begge varianter er nogenlunde lige langt fra den ’Mississippi’, Dylan udgav på albummet, ’Love and Theft’ fra 2001. Men egentlig er det slet ikke den slags detaljer i det store billede, der gør ’Tell Tale Signs’ vigtigt.

Dobbeltalbummet, der også findes i en særlig de luxe-udgave med en tredje cd og en pris på 900 kroner(!), er nemlig snarere et selvstændigt værk end endnu et vedhæng til Dylans produktion af særlig interesse for arkæologiske fans.

Fuld kontrol over sine musikalske virkemidler
Det er en udbredt opfattelse hos ikke mindst det publikum, der var unge i tresserne, at Beatles, Rolling Stones og Bob Dylan udgav deres mest interessante musik i det årti.

At det er noget notorisk sludder, viser Bob Dylan endnu en gang her. Som han gjorde det på sit sene mesterværk ’Time Out of Mind’ og på ’Love and Theft’ fra 2001 og ’Modern Times’ fra 2006.

En trilogi af uhørt styrke, måske det bedste overhovedet i den lange karriere, der viser en aldrende sangskriver i fin samklang med sin verden og sin tid samt fuld kontrol over sine musikalske virkemidler. Et indtryk, der til fulde bekræftes på denne opsamlingsplade over en ekstremt kraftfuld epoke i Dylans sangskrivning.

Hudløs sang fra et knust hjerte
Først i de senere år har Bob Dylan måske i virkeligheden droppet sin leg med forklædninger, genrer, roller og overbevisninger og bare været sig selv med sin helt egen røst igen?

En udvikling, der startede med den forfriskende ’Oh Mercy’ fra 1989. Pladen, der stemplede Dylan ind i virkeligheden igen efter de religiøse år, er her repræsenteret med hele ti sange.

Måske en antydning af, at Dylan ikke selv var helt tilfreds med Daniel Lanois’ produktion på pladen?

I hvert fald er en sang som ’Born in Time’ her holdt i en nedtonet, akustisk udgave, som egentlig klæder den hudløse sang fra det knuste hjerte bedre end den mere pyntede version fra albummet.

Sjældent klarsynet musik
I det hele taget er der en stemning af, at noget er tabt for evigt, på de uafrystelige sange her.

Både Bob Dylan og omverdenen – USA? – har mistet noget uerstatteligt, og desillusionen træder i karakter. Ungdommen, kærligheden, idealismen er væk, men er til gengæld erstattet af nøgne realiteter, både i ord og den sjældent klarsynede musik. Som stædigt spiller op til fest på trods af byrderne.

Der er ikke antydning af moderigtigt, forstilt tristesse i en sang som ’Someday Baby’, men derimod dybtfølt melankoli.

Dette er den modne mands ægte blues, følt, sunget og åndet igennem versioner af Robert Johnsons ’32-20 Blues’, Jimmie Rodgers ’Miss the Mississippi’ og duetten med Ralph Stanley i ’The Lonesome River’.

Sandheder omsat i musik
Timingen af denne udgivelse, mens vi læner os ind i efterår og vinter, kunne næppe være bedre. Der er musik og stof til mangen en kold aften i skyggerne af det, Dylan i ’Huck’s Tune’ kalder »in this version of death called life«.

Det er den slags udtryk – det nærmeste, vi kommer på sandheder omsat i musik – der gør opholdet på onkel Bobs overskudslager til en langstrakt fornøjelse.