The Cure har i forbløffende grad været i stand til at fastholde sit greb i et ungt publikum. The Cure har i samfulde 30 år klynket, klaget, kysset og spillet op til disko- og dødedans uden at udvikle sig synderligt i de sidste 25 af dem.

Gang på gang har Robert Smith formået at hive sig selv op ved edderkoppehåret, når det har vist sig, at nye generationer af unge igen var parat til at sukke dybt og smukt.

Yuppier og rave-kultur er kommet og gået, men selvmedlidenhed og sortsyn trukket op med eyeliner har bestået.

Ingen nytænkning
Som selvdesigner er Robert Smith-modellen med læberødt, sort strithår og kridhvid hud en uopslidelig model, og The Cures evne til at slå flik-flak mellem depression og pophit har vist sig at være en holdbar dynamik.

Det er ikke så sært, at behovet for en stemning som den, The Cure fremmaner, fortsat findes. Det er ikke ligefrem opfindsomhed eller nytænkning, der efterhånden præger The Cure, men det er måske i virkeligheden forklaringen på deres langtidsholdbarhed.

Når man når en særlig alder, står The Cure parat med en sort slagsang til en blå mandag.

På det seneste har The Cure haft succes ved lydmæssigt til dels at gå helt tilbage til sine tidlige rødder, hvor der var mere sjælefrost end dansesko og stadionrock i gruppens musik.

Klagende og mangelfuld
Kuldegraderne er også med i ’4:13’, der er The Cures første album siden 2004, men det er sangene ikke.

Denne gang kører nummer efter nummer stort set i samme ensformige rille med klagende kærlighedssange krydret med skyld, begær og selvmordstanker.

En kombi, der kunne have lydt passende i munden på en 18-årig musikalsk alvorsmand, men som sunget af en 49-årig rockveteran mest af alt giver anledning til bekymring.

Fuldstændig stilstand
Man kan komme langt ved at gå helt og aldeles og fuldstændig i stå. Når The Cure strammer sig an, må man glæde sig over, hvor sejlivet og trods alt variabel opskriften er.

Når de er så mekaniske som på ’4:13 Dream’, undrer man sig sådan set bare over, hvordan de orker at blive ved.

Den helt særlige klang og de indforståede figurer, som varieres uendeligt imellem Smiths ihærdige jeremiader, bassisten Simon Gallup, trommeslageren Jason Cooper og guitaristen Porl Thompson, har bibeholdt sin unikke, mesmeriske karakter.

Ingen andre lyder som The Cure, og The Cures lyd er altid et besøg værd. Men målt på sange og ny energi lander ’4:13 Dream’ på mere end én måde et sted midt mellem rygraden og den rene ynk.

Læs flere rock - og popanmeldelser på ibyen.dk