Keane har for længst tændt advarselslamperne forud for udgivelsen af trioens tredje album, ’Perfect Symmetry’. Gruppen har rejst rundt i stort set den ganske verden for at få skrevet og indspillet sangene og undervejs indkaldt producere som Jon O’Brien og Stuart Price for at dreje på knapper.

Frygten for, at stilforvirring og manglende inspiration er mere fremherskende end kreativitet og overskud, viser sig sørgeligt hurtigt at være velbegrundet.

Uheldigt og desperat
Allerede første sang, ’Spiralling’, lyder som et blegt afkog af David Bowies ’Let’s Dance’. »When we fall in love/ we’re just falling in love with ourselves«, synger Tom Chaplin, og det lyder unægtelig som en lidt for sandfærdig konstatering.

I hvert fald har Keane forelsket sig grundigt i 1980’ernes ofte alt for finpudsede pop og letbenede rytmik. Måske i et forsøg på at fjerne sig fra Coldplay og de melankolske piano-ballader, men i så fald et uheldigt og desperat lydende forsøg.

Pinligt rip-off
’Better Than This’ tager sig ud som et pinligt rip-off fra samme Bowies ’Ashes To Ashes’. Jo tyndere sange som ’Again And Again’ og ’Pretend You’re Alone’ lyder, jo mere krukker og kæmper Tom Chaplin med sin manierede vokal i spidsen for et umanerligt bovlamt band.

Med debuten ’Hopes And Fears’ placerede Keane sig som et af de mest lovende nye navne fra England. Sammen med bandets vennesæle og joviale sceneoptræden har det givet et stort og loyalt følge af fans. Men med ’Perfect Symmetry’ er sympatien brugt op, og glemslen ligger lige for, hvis ikke der sker mirakler.