Selv om (guld)støvet dårligt har lagt sig efter skotske Glasvegas’ debut, der til fulde opfylder de store forventninger, er det faktisk svært ikke allerede at glæde sig til den juleplade, kvartetten allerede har klar 1. december med titlen ’A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss)’.

For højtiden med sine indbyggede modsætninger må ligge lige til de historiebevidste, socialt opvakte og dramatiske Glasvegas.

I de gennemlyste sange på debuten er der i hvert fald både højt til loftet og melankolske nisser i en halvfattig julebrandert med udkig til klare stjerner gennem vrimlende sneflokke.

En knaldhård familiekrimi
Man kan ligefrem mærke frosten knage og knirke i disse sange, der kun modvilligt overgiver og lader sig opløse i elementerne. Men til gengæld sætter sig som fodspor i sneen, der slæber meget med sig fra fortiden, men holder kursen entydigt mod fremtiden hos lytteren.

Allerede i første sang, ’Flowers & Football Tops’, viser gruppen med det lidt mærkelige navn evnerne frem.

Oven på en knaldhård familiekrimi blæser det op til storm over Glasgow i et storladent, men smukt kontrolleret musikalsk univers.

Landsmændene Big Countrys luftige arbejderrock og Jesus And Mary Chains disciplinerede byggeri af mure af guitarer og de velformede sange fra britiske Oasis og The Smiths kaldes frem.

Inspirationskilderne er mange, men flyder fint sammen i sanger James Allens snotnæsede vokal med bred og klædelig accent.

Glasvegas er ikke bange for at slå Søren til lirekassemand i bestræbelserne på at favne alverden. I denne sang går det ud over ’You Are My Sunshine’, der med undergangspatos hældes i gryden, så alt koger over og rammer plet midt i det røde felt. Måske ikke videre heldigt, men gennemført med knusende sindsro.

Funklende guitarer
Den stil holder Glasvegas fast i med uforstyrret selvsikkerhed i hyldesten til underbetalte og undervurderede socialarbejdere i alverdens storbyer, ’Geraldine’, der lyder som danske Raveonettes uden glamour.

Mere kras realisme er der i ’Polmont On My Mind’ om et stort fængsel for unge kriminelle i Skotland, hvor funklende guitarer også fører melodien i mål på fornemmeste vis.

Den barske virkelighed slipper aldrig Glasvegas, der også i den nådesløse skilsmissesang ’Daddy’s Gone’ lyder som nogle engagerede knægte, der har fundet en af 1970’ernes socialrealistiske tekster og gendigter den med stor indlevelse med brusende melodisk tæft. Og eminent kor over det drøje arbejde på instrumenterne.

Interpols producer
I ballader som ’It’s My Own Cheating Heart That Makes Me Cry’, der vender vrangen ud på en ensom nat i eget, uforløst selskab, og den talte ’Stabbed’ får Glasvegas forløst dramaet. Sidstnævnte bæres oppe af et mørkt klaver.

Det kan måske tilskrives produceren Rich Costey, som også har hjulpet så fine, moderne rockbands som Interpol, Muse og danske Mew tidligere.

Han er uden tvivl en stærkt medvirkende årsag til, at denne debut er blevet så ekstremt vellykket.

Stærkt og modent udtryk
Men først og fremmest er forklaringen naturligvis, at Glasvegas har givet sig tid til at skrive de rigtige sange og arbejdet dem igennem til dette stærke og modne udtryk.

Der når at sætte sig som et af årets bedste rockalbum med meget store forventninger bundet om sig i guirlander af guitarer og båndsløjfer.

Præcis som julens gaver, hvoraf den første allerede kan pakkes ud 17. november, hvor Glasvegas besøger Lille Vega i København.