At blive udhængt som liderbasse og efterfølgende skamfyret fra TV 2 i kølvandet på polemikken omkring udgivelsen af ’Det uperfekte menneske’ er nok det bedste, der nogen sinde er overgået Jørgen Leths karriere.

Poeten og veteranfilminstruktøren Jørgen Leth var ganske godt i vælten efter Lars von Trier-samarbejdet ’De 5 benspænd’, men bortset fra kommentatorrollen i Tour de France var det en ikonografi for inderkredsen.

Sådan er det ikke efter bruset fra de høje bølger. Nu er Leth Kongen af Cool.

Både et standpunkt og en fjer i hatten
Da først Jørgen Leth fik tørret ægget af ansigtet, kunne han nemlig vågne op til en status som dandyikon i fuldfed 3-D.

Hans samlede filmværker bliver udsendt i deluxe-indpakning, og kunstneriske støtteerklæringer strømmer Leth i møde.

Leth er blevet et brand. En fri agent. En flaneur. At arbejde sammen med Leth er både et udsagn, et standpunkt og en fjer i hatten.

Senest er det to af dansk musiks alternativt begavede gode hoveder, der har slået kludene sammen med Jørgen Leth.

Mikael Simpson er en af de mest originalt arbejdende sangskrivere og musikere i disse år, og Frithjof Toksvig er under navnet Ekko en spændende electronica-sologænger.

Men det er ikke så længe siden, der sidst blev sat musik til Jørgen Leth, og faren for, at et Leth-samarbejde drukner i signalværdi og en følelse af repetition, er til stede.

Montage af ord og musik
Umiddelbart er der da også mindre idé i ’Vi sidder bare her...’ end i ’Han er nu malet blå’, hvor Abdullah S. og Jonas Engberg satte musik til den tørre musikalitet i Leths digte.

Simpson og Toksvig har i stedet interviewet Jørgen Leth, som fortæller prægnant og legende let om venskab, dans, kreativitet og tænkning.

Der falder mange gode sentenser af undervejs i projektets montage af ord og musik.

»Man bliver fri over for taktslagene, og det er jo skønt!«, siger Leth om at danse.

Efter at have fortalt om at have et godt tag, et meget godt tag i sin kvinde, mens man i dansen næsten ikke bevæger sig ud over de afgørende millimeter.

Det er grangiveligt, så man næsten selv kan mærke en dansabel kvinderygs krumning imod sin højre håndflades varme. »Det er jo bare et greb, ikke? Og tæt, tæt, tæt«.

Forfaldet nærmer sig
»Jeg tror slet ikke på det kloge i virkeligheden«, udmelder han. Han vil hellere tage udgangspunkt i »en dum bevidsthed«.

Og beskriver flot den kantede følelse af dumhed, der kan hænge blytungt i hovedet, indtil det viser sig, at man rent faktisk kommer i gang og er sin selvdefinerede opgave voksen.

Men tiden går. »Forfaldet nærmer sig. Det er jeg bange for. Jeg har en intens fornemmelse af, at tiden skrider«.

Simpson og Toksvig indrammer elegant, men også for respektfuldt Jørgen Leths blandede guldkorn.

En luftig musikalsk Armani, hvor sval programmering, sensuelt støvede penselstrøg og gæsten Kasper Tranbergs signaturtrompet holder et rent snit og sikrer kølig distance mellem stof og krop.

Så det er tiltrængt, da musikken på ’Venskab’ pludselig folder sig ud med noget, der ligner melankolsk patos med mundharpe og cello.

Den daglige forførelse
Men hvad er så albummets eksistensberettigelse? Lyden af det instrument, der er Jørgen Leths stemme.

Dette sonore musikinstrument, der kunne oplæse en indkøbsseddel, så man helt selvfølgeligt ville tro, det var en opskrift på erotikkens og kunstens svar på de vises sten.

Uden de mange gesvejsninger fra Tour-rapportens daglige mytologiske maraton er det simpelthen lyden af en fuldmoden mands ufatteligt velmodulerede stemmemusik.

Det er den daglige forførelse. Smørelse til tilværelsens knirkende tandhjul. Stemmens æstetik. Klog eller dum bevidsthed? Skidt og pyt.

Ordenes indhold udviskes af stemmebåndets overlegne musik. Også musikken sløres. Bliver slør og ciselering. Der er kun plads til én musik.

Derfor er der også god grund til at sætte sig til rette og nyde ’Vi sidder bare her...’ med en gin (Hendricks, forstås) og tonic eller et glas mørkerød Cornas med krop til både gården og ganen.

Og af samme grund er der temmelig meget mindre god grund til at høre den instrumentale bonus-cd uden bidrag af Leths tyngde.