At en dæmpet, støvet stemme ikke behøver at stå i kontrast til temperamentsfuldhed demonstrerer amerikanske Rachael Yamagata på det på mere end én måde dobbelte album ’Elephants/Teeth Sinking Into Heart’.

Formår at holde fast i sig selv
’Elefanten’ er et næsten perfekt stykke slæbende sørgmodighed. Ni sange udforsker et kærlighedsforholds mest smertefulde sider med blid musik, som falder, falder og falder indad imod sit eget forslåede centrum.

Med producer Mike Mogis som tovholder cirkler Yamagata om inspirationen fra Cat Power, men formår at holde godt fast i sig selv, selv om identitetssammenfaldet med Power på ’Little Life’ er tæt på livstruende.

Følsomme cellostrenge stryger Rachael Yamagatas mørkegrå fløjlsstemme med hårene.

Kontrasten er til at føle på
Så kontrasten er til at føle på, da andet album åbner med at sætte tænderne i en ’Sidedish Friend’, så livsgnisten øjeblikkelig springer.

Guitaren bliver elektrisk, og hængemulen får et los på kajen, så sårbar indadvendthed til handle- og slagkraft bliver vendt.

Det er et radikalt skifte, men både som musikalsk opmuntring og som udviklingshistorie giver det god mening på en usædvanlig udgivelse fra en sangerinde og sangskriver, der tre år efter debuten ’Happenstance’ er moden til at bide skeer med de store.