13 år og 13 millioner dollar senere ... Så lang tid og så mange penge skulle der spenderes, før det efterhånden herostratisk berømte album ’Chinese Democracy’ ser dagens lys.

Omsider er det lykkedes for Guns N’ Roses at lave den opfølger til dobbelt-udgivelsen ’Use Your Illusion I+II’, som den kaotiske hardrockgruppe ifølge apokryfe legender gik i gang med at indspille tilbage i 1995.

Og så er processen nok endda blevet fremskyndet af de forskellige lækager, der allerede for længst har sendt portioner af albummet ud på nettet til de gammelsultne GN’R-fans.

Maraton af et soloalbum
Men i virkeligheden er det noget af en tilsnigelse at kalde ’Chinese Democracy’ for et Guns N’ Roses-album. Axl Rose er nemlig eneste tilbageværende medlem.

De andre har for længst taget deres gode lædertøj og har smækket med døren.

Den nuværende gruppe består i alt af syv medlemmer, men utallige er de musikere, som er gået ud og ind ad studiets svingdør i de forløbne år.

At kalde ’Chinese Democracy’ for et Guns N’ Roses-album er lige så rimeligt som at snakke om kinesisk demokrati. Det er i realiteten Axl Roses maraton af et soloalbum.

Talentet begrænser
Efter at have lyttet mig vej igennem ’Chinese Democracy’ er jeg ret sikker på, at Axl Rose aldrig vil kunne lave en stor plade på egen hånd, om han så fik forærende 30 år i studiet og ubegrænset hævekort til Joakim von Ands pengetank.

Tid og penge har ikke været begrænsningen. Kun talentet.

’Chinese Democracy’ er ikke en dårlig plade. Det er en stak nogenlunde hæderlige rocksange stablet oven på hinanden.

Produceret med masser af omhu og uden smalhans i afdelingen for guitarsoloer. Antallet af guitarister er kun en anelse mindre end grundstammen i en gotisk folkevandring.

Albummet rummer 14 sange, men man sidder med en fornemmelse af, at det lige så godt kunne have været 10 eller 20.

Manglende fornemmelse af band
Den omhyggelige tilgang i musikkens detaljer afspejler tilsyneladende ikke noget, der minder om et overblik eller en overordnet plan.

Enhver fornemmelse for helhed er som titlen tilsyneladende grebet ud af den blå luft.

Axl Rose kunne efter alt at dømme være fortsat en rum endnu med at lave nye numre, uden at det ville have gjort større forskel. Det er forbløffende at konstatere, hvor fuldstændig stille det kan lade sig gøre at stå!

Nu er det ikke i sig selv en dødssynd at stå stille, hvis bare det swinger imens.

Men det helt store skrigende handikap i ’Chinese Democracy’ er den fuldstændig manglende fornemmelse af band. Guns N’ Roses var elsket af mange og foragtet af mindst lige så mange, men for mig at se var Guns N’ Roses i 1991 et af de store, frådende øjeblikke i rockhistorien.

Her var et band, der ikke kunne andet end at vakle på kanten af selvdestruktion og ufrivillig selvironi, og som i sine bedste øjeblikke rakte ud efter rockens mest beskidte stjernestunder og fik et fast greb om deres ædlere dele.

Kaotisk skæbnefortælling
Guns N’ Roses var en forestilling om rockbandet som kaotisk skæbnefortælling.

Det er denne fornemmelse af skæbne og band, der ganske mangler på den golde detailstyrede ’Chinese Democracy’, hvor guitarer stikker og spidder uden at kunne få hul på det kondom af tæt studielyd, der er trukket godt og grundigt ned over hovedet på musikernes muligheder for at komme til at befrugte musikken ved en fejltagelse.

Men når det er sagt, så er ’Chinese Democracy’ på ingen måde den tåkrummende, pinlige affære, man efterhånden frygtede, efterhånden som tiden gik, musikerne røg ind og ud og rygterne om de økonomiske udskejelser svirrede.

Axl Rose har stadig et formidabelt rustent hyl af en stemme, som han bruger med stor virtuositet og efterhånden formår at variere på mange måder.

Hans evne til at skrive kærlighedssange, hvor han konstant himler op i lige dele selvmedlidende forurettelse og aggressiv tilgrisning af ’den anden’, er om ikke andet interessante studier i en fastlåst psykologisk profil.

Og så langt at foretrække frem for sange som ’Chinese Democracy’ og ’Riad N’ The Bedouins’, hvor Axl Rose takler store komplekse emner på absolut kryptisk facon.

Gumpetung og skinger ballade
Er ’Better’ en på én gang gumpetung og skinger ballade og ’Sorry’ en sært usammenhængende blanding af klister og brillans, er ’If The World’ med spansk guitar et bud på nye toner.

’Catcher In The Rye’ og ’Scraped’ er gode nye bud på hårde rødder til det gode gamle rock’n’rivejern.

Men det er faktisk de mest svulstige numre, som fungerer bedst. Albummet arbejder sig møjsommeligt op til en slags grande finale på ’Madagascar’ komplet med Martin Luther King-optagelser og masser af blæsere og op til ’This Is Love’ med det helt store strygerudtræk, inden ’Prostitute’ slutter med fanfare og en bøn til folket:

»If my intentions are misunderstood/ Please be kind/ I’ve done all I should«.

Her lyder Axl Rose faktisk som sit helt eget kompetent skrigende bud på en crooner. Hardrockens Sinatra? Men Guns N’ Roses?

De er da vist snarere blevet til en slags Meat Loaf uden humor.