Kan man være for dygtig til for alvor at brænde igennem? Pakke sit store talent ind med så megen perfektion, at folk stopper op og nikker imponeret i takt til musikken i stedet for at tage den til hjertet?

Danmarks måske bedste rockkomponist, Tim Christensen, kender overvejelsen, kan man se og høre på hans første udspil i fem år.

Overlegen perfektionist
På coveret til hans tredje album i eget navn står en langhåret purk i stribet T-shirt under sine blå smækbukser og spiller guitar på en badmintonketsjer med et forpint udtryk i sit unge ansigt.

Ved siden af drengen står albummets titel. ’Superior’. Overlegen.

»Superior/ I just try to be superior/ But I don’t need to be superior/ All you need is me«, synger Tim Christensen i de første linjer i pladens titelnummer. En af de bedste danske sange, undertegnede kan mindes at have hørt i umindelige tider.

Over den næsten tøvende akustiske guitar, der enkelt spiller sangen i gang, fortsætter Christensen bekendelserne: »Perfectionist/ I’m a bit of a perfectionist/ But you don’t want perfection/ all you want is me«.

Fuldendt og rørende
Med udsøgt elegance får komponisten vævet sin musikalske hang til det perfekte sammen med kærlighedslivets angst for at tabe kontrol, mens arrangementet langsomt forsynes med bas, elektrisk guitar, trommer og keyboards for at ende som en vals med selve livet.

Her forenes det episk storladne med det personlige, så de berømte små hår bukkende rejser sig fra armene, når Tim Christensen lukker sangen med linjen: »I scramble to cover my mistakes«.

Det er (heldigvis) ikke bare formfuldendt, men også stærkt og rørende.

Stærke vindstød
Følelser, der desværre sjældent har ramt mig under talrige gennemlytninger af ’Superior’, der musikalsk er en formidabel viderebygning på de to tidligere soloalbum, ’Honeyburst’ (2003) og ’Secrets On Parade’ (2000).

Det er klassisk rock, stort anlagte ballader og spredte, men indimellem stærke vindstød i retning af det kontrolleret voldsomme, vi præsenteres for.

Med Tim Christensens stadigt flottere kontrollerede vokal med de vedholdende påmindelser om John Lennon som centrum. I det hele taget er de store idoler i Beatles i deres sidste periode aldrig langt fra Christensens dybt harmoniske univers af ekstrem vellyd.

For få knaster
I forhold til de to tidligere album er ’Superior’ på alle niveauer bedre udført. De mange ballader smyger sig ud gennem højtalerne i fornemme arrangementer og den kongeniale produktion af Christensen og den faste makker, Rune Nissen-Petersen.

Men det er, som om Tim Christensen i sin stræben efter det højeste og bedste resultat kommer til at iklæde sine sange og de mange følelser søndagstøjet. De kommer trissende så pænt og nysseligt, men også en smule stive og kedelige, som kom de direkte fra renseriet uden at være helt gået til endnu.

Som nu den kønne ’And I Let You In’ med den helt rette afbalancering af arrangementet. Men der er for få knaster til, at man for alvor lokkes til at høre nærmere efter for at finde det, der måtte gemme sig bag de flot ophængte gardiner.

En undtagelse er dog den smukke ’India’, hvori vor sangskriver igen er i følelsesmæssig vildrede og derfor når ind under huden på i hvert fald denne lytter. Den afsluttende nattesværmer ’Maggie My Dear’ besidder den samme nedtonede enkelthed, der klæder Tim Christensen.

Savner en vild og fyring guitar
Sangeren træder her sikkert i karakter som crooner, og rollen synes at passe fint til Christensen, der lige inden trøster sig selv og os andre med endnu en af de klart skårne melodier, ’Follow My Lead’: »To feel afraid is more than ok/ the angels are on my side«.

Men for dælen da, hvor kan man savne en vild og fyrig guitar, der saver alt det dygtige og rigtige i småstykker for at kyle det i kaminen i form af et vildt blussende bål af totalt tab af kontrol og ambition og styring, rock’n’roll med andre ord.

Tim Christensen nærmer sig lidt i ’Love Rears Its Ugly Head’ og den efne ’Hard To Make You Mine’ med det eminent lækre guitarlick, men holder dog sikkerhedsselen stram, så der ikke er nogen fare på færde.

Melodier der flyder afsted
I sine tekster har Tim Christensen taget et kvantespring i retning af det personlige, som har fået lov at afløse det mere universelle, skabelonagtige præg fra tidligere. Men desværre er det, som om personligheden lidt for ofte viskes ud i det raffinaderi, musikken kører igennem.

Melodierne flyder af sted som brede åer i det åbne landskab. Men indimellem kan det trods alt også blive kedeligt at sidde på bredden og kigge på det strømmende vand.

Man får lyst til at slå smut, springe ned gennem overfladen og piske vandet til skum eller bare synke i, til man står på bunden og må kæmpe sig op igen.

På ’Superior’ flyder man næsten hele vejen igennem med strømmen og kan gå tørskoet i land efter en dejlig og rar oplevelse, som hverken vil noget ondt eller ligefrem ryster nogen.

Ventetiden kan nydes med 'superior'
Komponisten, sangeren, musikeren og produceren Tim Christensen får igen vist, hvor meget han kan. Men vi venter endnu på, at den lille dreng med ketsjeren blæser på al sin kunnen og bare viser os sig selv.

Ventetiden kan passende nydes i selskab med ’Superior’ og denne profeti fra albummets åbningsnummer: »One of these days it’s gonna fall into place/ ’cause I know/ there’s gotta be something going on inside you«.