Hører en udlænding den danske gruppe Marybell Katastrophy, må musikken, bortset fra et dryp Björk på et frygtindgydende flot kantet nummer som ’Hip’, lyde fuldstændig original på sådan en eksotisk-nordisk måde.

Et dansk rockøre kan imidlertid konstatere, at det ikke helt er tilfældet.

Den unge danske trio står i klar gæld til den noget ældre danske avantgarderock-gruppe Speaker Bite Me, men markerer på mange måder et spændende skridt ud i den store vide verden.

Hvor Speaker Bite Me har tilbragt det meste af sin levetid inden for avantgarderockens selvdefinerede tryllekreds, tager Marybell Katastrophy et triumferende tigerspring ud i sin helt egen opfattelse af, hvad der får rockmusikken til at tindre.

Hæmningsløs eksperimenteren
’The More’ består af ti numre fra ep’erne ’This Is The One’ og ’You Are The Two’ forstærket med fem nye numre.

Tilsammen udgør de en af de mest spændende, varierede, personlige og eventyrlystne danske rockudgivelser i en rum tid.

Her mødes den mest hæmningsløse eksperimenteren med en fuldstændig forbløffende evne til at skabe attraktiv avantgardistisk sukkerpop på sine helt egne og ærlig talt nærmest uforklarlige præmisser.

Det ene øjeblik sidder en sang og piller fessoragtigt i lyden af en dingenot, det næste øjeblik hvirvler den brusende og berusende om ørerne, på en måde så håndspillede og elektroniske instrumenter smelter sammen i en konstant vekslen mellem minimale og maksimale udtryk.

Skelsættende udgivelse
Jeg har tidligere luftet min begejstring for gruppen i forbindelse med de to ’tilløb’.

Begejstringen bliver ikke mindre nu, hvor de to løber sammen til en seriøst skelsættende udgivelse.

At dette er et debutalbum, er et af de smukkere rockmysterier.

At så mærkelig og sammensat en lydoplevelse bliver født så hel og fuldbefaren, er en kilde til både dyb undren og tilfredsstillelse.

’This Is The One’ og ’You Are The Two’ blev udsendt på vinyl som nummererede og signerede originale kunstværker.

Den slags kan man gøre helt uden kruk, når hvert nummer netop i sig selv er et lille, uforudsigeligt kunstværk.

I samlet formation på ’The More’ bliver kvaliteten kun underbygget. Fra det relativt regulære rocknummer ’Hey Frank’ til de magiske ’Red Red’, ’Jacques’ og ’Hidden Agenda’ er der tale om en konstant knitrende rus af musikalitet, der er gribende i kraft af sin opfindsomhed og formuleringsfrihed snarere end takket være nogen postuleret følsomhed.

Er der lavet et mere inciterende og mærkværdigt ’hit’ end ’Slabiak’ på dansk grund de senere år? Jeg tror det ikke.

Sær frugtsmag
Til gengæld må man også sige, at det er lidt begrænset, hvad de nytilkomne numre tilfører.

Numre som det elektronisk svuppende ’Good Old Germany’ og ’DL10’ indtager mest rollen som kit, mens ’Pitch Black’ ikke helt finder en balance mellem sniksnak og engleklang, inden nummeret brat afsnubbes.

Nykomlingen ’Knight Song’ fremhæver til gengæld Marybell Katastrophys forkærlighed for tyggegummi-pop med absolut sær frugtsmag.

Sangerinden Marie Højlund har et godt øre til Signe Høirup Wille Jørgensen fra Speaker Bite Me, men opererer med en uhyre bred palet, hvor det sarte, det syrede og det pilskæve væver sig ind og ud af hinanden.

Sammen med Emil Thomsen fra den elektroniske duo Schweppenhäuser og bassisten Maria Timm udgør Marie Højlund trioen, der ubetinget laver den mest spændende nye ’popmusik’ i Danmark lige nu.

Hvis Peter Sommer med ’Til kragerne Til hundene Til rotterne’ har lavet årets bedste dansksprogede rockplade, så har Marybell Katastrophy med ’The More’ lavet debutalbummet, der skubber livgivende til både popmusikkens og avantgarderockens grænser og får dem til at mødes et nyt sted, hvor det er temmelig pragtfuldt at opholde sig.