Man skal ikke opsøge Britney Spears for autenticiteten.

Popprinsessen, der fylder 27 år på tirsdag, stiller stadig op med det tilsyneladende ene mål at være lige præcis den, du gerne vil have, hun skal være.

På den effektive måde. Pressebillederne går fra slutty countrygirl og pæn high school-pige til vampet bikerbitch og paraplyroterende cirkusprinsesse. Take your pick – I’m all yours. Og sådan har det altid været med Britney Spears.

Inderlige ballader og pumpende clubpop
Pigen fra Mississippi har siden sin debut for små ti år siden taget farve efter omgivelserne og lagt sin musikalske skæbne i vekslende produceres sikre hænder.

Det er atter resulteret i et dusin sange, der kan plastre ethvert teenageværelse til med inderlige ballader, pirrende hentydninger og pumpende clubpop af den slags, der sagtens kan fylde et dansegulv. Men det bliver aldrig mere end bare funktionelt, når det er bedst.

Da albummet ’Blackout’ uannonceret udkom midt i skandaleorkanens øje sidste år, lignede det et overraskende sprælsk modtræk over for Spears’ personlige kaos. ’Circus’ fortsætter ad samme spor, men denne gang er der skruet ned for det stønnende pornosoundtrack og mere op for den renskurede (og kedelige) pop, hun tidligere var stilsikkert leveringsdygtig i.

Postulerede følelser
Britney Spears’ stemme er både lillepigenaiv, sovekammerslæbende og maskinforvredet, mens producere som Manx Martin, Danja og Dr. Luke & Benny Blanco har klippet gamle synthklodser fra euro-dance-bølgen sammen til et par spændstige rytmespor.

Mest vellykket i de effektive uptempo-sange som ’Womanizer’ og ’Circus’, mens det driver af postulerede følelser på balladen ’Cut from Under’ og lugter af alibi-pop på både ’Unusual You’ og ’Lace & Leather’.

De aggressive electrorytmer bærer arven fra Timbaland, som for et par år siden perfektionerede tidens popgreb ved at klippe udsnit af house, euro-dance og synkoperede rytmer sammen til små, tætte og dynamiske dansebomber.

Men skabelonen er ikke altid lige inspireret fyldt ud på ’Circus’, der kun få steder har tilløb til småavantgardistisk popproduktion (det sært slørede udtryk på ’Mannequin’), men de fleste steder mest føles som et par temmelig udtrådte dansesko, som lige så godt kunne tilhøre Gwen Stefani eller Nelly Furtado.

Der spilles på skandalerne
Så meget for lyden af i morgen og det personlige aftryk i det funktionelles tjeneste.

Når det kommer til personlighed, kan man heller ikke lade være med at se musikeren Britney Spears i lyset af medietragedien Britney med mentalindlæggelser, offentlig kronragning og senest fratagelsen af sine børn.

Og der bliver spillet på skandalerne. Selv om albumtitlen ’Circus’ er lige så lidt underspillet som ’Blackout’, og uden at Britney Spears selv bidrager med meget til sine sange, bliver hun iscenesat som et selvrefererende popfænomen.

På ’Kill the Lights’ lyder det tvetydigt: »Mister photographer, I think I’m ready for my close-up/ tonight – make sure you catch me from my good side/ pick one«.

Og på ’Blur’ går hun til bekendelse med linjerne: »Can’t remember what I did last night/ everything, everything is still a blur«. Ak ja, hvis bare det var en håndfuld almindelige tømmermænd, den klejne Spears lå og rodede rundt med.

Lidt mere alvor end 'Ooops...'
De selvudleverende tekster når nu aldrig de selvironiske højder, som eksempelvis en Robbie Williams har skabt i sin leg med idoldyrkelse og identitetskamp, men det ligner en måde at komme omverdenens bebrejdelse i forkøbet på, blot med lidt mere alvor bag end det tidligere uskyldige ’Ooops! ... I did it again’.

Hvis der ligger en nøjere strategi bag iscenesættelsen af Britney Spears i skriftestolen, har man nok forregnet sig en anelse med skæringen ’Mmm Papi’.

Med tanke på, at hendes far for tiden har stabiliseret sin datter ved at tage totalkontrol over hendes liv og laden, giver det stigende kvalme, at det her er det eneste sted, hvor Britney Spears stønner i mikrofonen, mens hun synger: »Things get rough and there’s no doubt/ You will always be there for me/ Mmm Papa love you«.

Det giver hele affæren en besk bismag.

Menneskelig marionetdukke
Og her er vi så inde ved kernen af Britney Spears generelt og ’Circus’ specifikt.

Teenagekamæleonens kunstige væsen og den syntetiske lyd kan sagtens løftes til et højt og stærkt forførende niveau, men med Britney Spears er jeg nået til det punkt, hvor musikken ikke gør arbejdet alene og skyggerne fra medievirkeligheden mest får mig til at tænke på 1980’er-filmen ’Weekend med Bernie’, hvor et par flabede teenagere slæber rundt på en død mand, så omgivelserne skal tro, han er spillevende.

Spændt ud mellem sine ikke alt for flabede producere formår den menneskelige marionetdukke Britney hverken at sprænge popsangens rammer, så den ikke til forveksling bare ligner ethvert andet produkt, eller modsat tilføre den bare en anelse personlighed.

Så weekenden med Britney vil jeg nok bare skære ned til et par timer på dansegulvet fredag nat.

Læs Erik Jensens anmeldelse af sidste års 'Blackout'